Slagelse 2010

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flagene var hejst, vinduerne pudsede og fortovene fejet mange steder i Slagelse, da dronningen ankom torsdag.

Dronningen og prinsen besøgte kommunen og her fik de - sammen eller hver for sig - besøgt en lang række vestsjællandske kulturinstitutioner og virksomheder.

Vi har fulgt regentparret fra morgen til aften - læs mere nedenfor.

Og du kan se seernes egne fotos fra besøget her

kl. 9.15

Der er stille på torvet foran rådhuset, men det er en stilhed, der er ladet med spænding.

Rundt om i sidegaderne er der nemlig samling af betjente, bomberyddere, hjemmeværnspoliti. gardere, gardehusarer og alle de mange mennesker, som i det hele taget er involverede i regentparrets besøg.

Anette Jensen fra Slagelses entreprenørafdeling er een af de mange, som er i gang med forberedelserne. Hun har favnen fuld af papirsflag, men de er ikke til hende selv. Dem skal hun nu dele ud af til alle de mange  som sikkert dukker op på pladsen.

- Det bliver så spændende. Det er kun noget man oplever een gang i sit liv, fortæller hun.

Regentparret skal endda forbi hende hele to gange, så hun regner helt sikkert med, at hun  kommer af med alle flagene.

Selv om hun skulle få afsætning på hele favnen af dannebrogsflag,  har Anette dog sikret, at hun også selv får muliighed for at vifte. Henne på trillebøren ligger nemlig eet flag tilbage, og det skal være hendes helt eget

Marineforeningen for Korsør og Slagelse er også på vej med ders faner

Og foran rådhuset har de første taget opstilling. Om tre kvarter kommer Dronningen og Prinsgemalen

.


Slagelses borgmester Lis Tribler er også parat. Og for hende er det her en helt særlig dag. Ikke alene får hun besøg af regentparret - hun bærer også kommunens helt nye borgmesterkæde.

kl. 9.30

Christian er en alvorlig mand. En alvorlig UNG mand. For Christian på 9 år er meget koncentreret om den forestående opgave: Det er HAM, der skal overbringe dronningen buketten, når regentparret ankommer til rådhuset.

Og han har øvet sig.

Både i hvordan han skal stå, hvordan han skal bukke og hvordan han skal give buketten videre.

Og hvorfor er  det så lige Christian, der har fået det fornemme hverv?

Jo, som i så mange af livets forhold er det vigtigt at have gode forbindelser. Og Christians far hedder Sten Knuth. Han er 2. viceborgmester i kommunen.

Sten Knuth er - som sønnen - meget spændt på alt det, som skal ske om ganske få minutter


kl. 10.05

Først en svag motorrumlen fra de mange politimotorcykler, flagborgen bliver rettet ind og så ankommer dronningen og prinsgemalen.


 .

 .

 .

.

 .

¨

Det har udviklet sig til en virkelig festdag for Slagelses borgere - og blandt de tusinder, der står i solen langs den lange rute, er Alice Ferdinansen og Elinor Jensen. De har ventet længe - for det her skulle da selvfølgelig opleves.

Nu er regentparret passeret forbi i kareten

- Så tæt har vi aldrig været på de kongelige, fortæller en begejstret Alice Ferdinandsen. Det var STORT!

- Og så kiggede de lige herhen  og vinkede lige præcis til os, blev veninderne enige om.

 .

 .

Og allersidst. Efter motorcyklerne. Efter kareten og alle limousinerne med sikkerhedsfolk og honoratiores og ikke mindst efter gardehusarernes hesteeskadron - dér kører en lille bil fra kommunen. Den er fejebladet som samler hestepærerne op - hele vejen til Slagelse museum, hvor der er næste stop.

kl. 12.25

I musikhuset sidder en meget spændt Marie Due Tankmar. Hun skal sammen med de øvrige i Piazzolla-orkestret fra Slagelse Musikskole om lidt optræde for det fineste publikum, som de unge musikere nogensinde har spillet for.

Invierno Porteno hedder stykket der skal spilles - og det sidder på plads. De har øvet det seneste år - og de sidste tre uger har de vidst, at de skulle spille ved denne helt særlige lejlighed.

- Det er meget spændende og lidt sommerfugle er der bestemt, fortæller Marie.

Kl. 12.30

Og så er regentparret nået til musikhuset, hvor de bliver hilst velkommen af musikhusets leder Anette Borg.

Musikhuset er indrettet i byen gamle elværk, der blev bygget i 1909 og som lukkede i 1971. Siden var det oplagringsrum indtil det i 1995 blev ombygget og indviet som kulturhus - bl.a med en musiksal på 300 kvadratmeter

 .

 .

Mon hovedretten fylder en anelse mere på tallerkenen end forretten?

Her er i hvert fald den godbid som de kongelige - og de øvrige inviterede - skal sætte tænderne i: Sukkersaltet torsk med grape vinaigrette.

Hovedretten er marineret kalvemørbrad med (ja, det står der sørmne på menuen:) "kaffe og barbecue Portvinssjus".

Og til dessert: Mandelsufflé med hvid chokolade og hindbær.

Slagelses borgmester Lis Tribler holder tale:

- Byrådet arbejder med at skabe en samlet vision for kommunen.-  At skabe en sådan vision er at søge ind til det, der er den fælles kultur netop hos os. Og derefter prøve at favne den så godt som muligt. Et bredt og varieret udbud af musik, teater, idræt og andre udtryksformer giver os nogle gode pejlemærker for denne søgning.- Men nu synes jeg, at vi skal tage hul på frokosten. Undervejs vil elever fra Slagelse Musikskole spille for os. Tag godt imod dem.

Og så må pressen forlade salen - helt musestille. Nu skal de kongelige og alle de andre gæster have madro

Der er også serveret for de mange politifolk og journalister. Det sker i bygningen ved siden af - og her ER der i hvert fald  mad nok til at fylde maven: Roastbeef-sandwich, cola og en chokoladestang!

Kl. 14.15

Stanko Lugonja er alene på galleriet St. Galla mens far og mor er til frokost i Musikhuset.

Om to timer får galleriet besøg af regentparret, men der er ingen travlhed. Alt ånder fred og ro. Dannebrog flagrer i vinden og perlegruset på gårdspladsen er revet.

Historien om St. Gallo er een af Slagelses solstrålehistorier. Stankos mor, Branka Lugonja ankom sammen med sin familie fra Jugoslavien i 1993. De var kvoteflygtninge  og boede på en lang række asylcentre, mens de ventede.

For at finde noget at bruge ventetiden på, gik Branka Lugonja i gang med at lære glasmageri. Og det viste sig at hun havde helt særlige evner for at arbejde med glas. Siden 1996 har hun levet af sin glaskunst og i 2007 flyttede familien så til den firelængede gård ved Slagelse, hvor de har indrettet værksted og galleri.

Det er dette galleri som står på listen over steder i Vestsjælland, som regentparret bare besøge.

Og det er oven i købet eet af Branka Lugonjas kunstværker, som er Slagelses officielle gave til regentparret

- Det er da fantastisk, fortæller Stanko.

- Vi hørte første gang om muligheden for et besøg for et halvt år siden, og i al den tid har vi bare været spændte!

Om to timer bliver spændingen udløst!

Kl. 15.45

Man skulle tro at Jerry Jørgensen, der står ved indgangen til Trelleborgs besøgscenter, har fået en helt særlig clearing fra politiets efterretningstjeneste. Han står nemlig ganske få meter fra dér, hvor dronningen og prinsen ankommer - og han står med en drabelig stridsøkse og en næsten lige så stor kniv.

Men han er nu ikke blevet forhørt af PET, oplyser han.

Til gengæld oplever han dagen i dag som noget af et springavancement.

Han er nemlig normalt een af de menige hirdsmænd på Trelleborg - og i dag er han så udpeget til at passe på de kongelige toiletter. Bevæbnet med øksen!

Han regner bestemt med, at han kan holde de kongelige toiletter sikre for alle farer!


Tina Hildebrand og Christina Nielsen er museumsværter. Det er dem, som står for museumsbutikken i Trelleborg og de er ret så spændte. Faktisk så spændte at det næsten damper af dem! For et øjeblik siden fik de den sidste løber rullet ud - og nu er der bare ventetiden. Og håbet om at enten prinsgemalen eller dronningen bliver fristet af nogle af de mange varer, som de har liggende på disken. Regentparret ER jo historisk interesserede

 .

Og så er klokken 16 - og der er blåt blink og larm af politimotorcykler udenfor. Først ankommer prins Henrik og få øjeblikke efter dronningen, der jo med besøget på Trelleborg faktisk er på besøg hos sine aner. Selveste Harald Blåtand skal nemlig  have boet på borgen, oplyser museumsinspektør Anne-Christine Larsen

 .

Ude på voldterrænet er drabelige krigere og hirdsmænd stillet op på stribe. De skal underholde regentparret med et slag - næsten - så blodigt som dengang majestæten på borgen hed Harald og ikke Margrethe.

Netop som een af de længere vandringer skal finde sted - ud mod Trelleborgs  vældige volde - bliver vejret dårligere. Vinden tager til og der kommer også nogle regnbyger - men dronningen og prinsgemalen begiver sig ufortrødent henover plænerne for at opleve både langhuse og krigere

Kl. 17

Dagen er ved at være ovre. I hvert fald hvad de officielle pligter angår. Efter Trelleborg skal regentparret nemlig gøre et privat besøg, som pressen ikke får lov at stikke næsen i - og senere er der middag på kongeskibet.

Men foreløbig ligger skibet stille hen ved kajen i Korsør

En af de mange korsoranere, der har fundet ned til havnen, er Karl Larsen.

- For er det ikke bare et mageløst smukt skib?, spørger han.

Karl Larsen har set Dannebrog flere gange. Det gør man jo, når man bor tæt ved flådestationen, men han skulle alligevel ud i regnen for at opleve det endnu engang.

Og hvad med de kongelige? Skal han ikke også opleve dem, når han nu er ved havnen?

- Jo, selvfølgelig.Men man er jo vant til at se dem på TV-skærmen, og de ser på een eller anden måde lidt mærkelige ud, når man ser dem i levende live, siger han smilende.

 .

kl. 18.20

De har været i gang fra tidlig morgen og nu er regentparret så ankommet til Dannebrog, hvor aftenens officielle middagsgæster ankommer om knap en time.

Det vides ikke hvad menuen skal stå på - eller hvornår festen er slut.

Men mon ikke regentparret vil sørge for, at gæsterne kommer tidligt i land?. Efter det ni timers travle besøg i Vestsjælland er der næppe kræfter til en nattefest .

Dagens program:

10.00 Regentparret ankommer til Slagelse Rådhus

10.30 Regentparret kører i karet gennem Slagelse bymidte

11.00 Besøg på Slagelse Museum og Det gamle Trykkeri

12.00 Besøg på metalstøberiet Frese

12.30 Besøg på Slagelse Musikhus.

. Frokost

14.15 Prinsgemalen Specialcenter Syns- & hørehæmmede

14.15 Dronningen besøger Arla Foods Slagelse Mejericenter

15.00 Prinsgemalen besøger Ellegaard Göttingen Minipigs A/S

15.10 Dronningen besøger Galleri St. Galla

16.00 Regentparret besøger sammen Vikingeborgen Trelleborg

16.45 Regentparret tager afsked med Slagelse by

19.10 Reception på kongeskibet Dannebrog i Korsør havn

. Om aftenen: Underholdning - 1.000 fakler på kajen

. Festfyrværkeri

 


Nyhedsoverblik