Det vrimler med dræbersnegle for tiden, og der er flere end normalt.
Men der er flere gode metoder at gribe til, hvis du gerne vil undgå, at de æder sig igennem din have og dit drivhus.
Her får du naturvejleder Jan Kjærgaards bedste bud på at komme dræbersneglene til livs.
Ølfælder
En bruger har foreslået dåser med øl, som sneglene kravler ned og drikker.
- Så drikker de sig fulde og drukner. Det virker, men ikke så hurtigt, som det skal gå, lyder det fra naturvejlederen fra Naturstyrelsen Søhøjlandet.
Salt og vejsalt
Flere brugere skriver, at salt og vejsalt er meget effektivt.
- Vil du bryde dig om at blive brændt? Nej, vel? Det er som at brænde dem, og det bryder jeg mig ikke om. Det skal være en human død, siger naturvejlederen, der på den baggrund dumper metoden.
Kogende vand
Kogende vand skulle efter sigende også være et godt middel til at slå dræbersneglene ihjel.
- Hellere det end salt. Her dør de også hurtigt.
Saks og våd sæk
Denne metode bruger naturvejlederen selv i sit drivhus.
Det går ud på at få dræbersneglene til at samle sig under en våd sæk, så man efterfølgende nemt kan klippe eller hugge dem over ét sted.
- Det er hurtigt og effektivt. De gemmer sig under sækkene, og så kan man nemt klippe dem over.
Ænder, høns, pindsvin og tudser
Ifølge naturvejlederen er ænder yderst effektive, men de sviner ekstrem meget.
- Hvis man kan leve med alt det andelort, så er det en god løsning, siger Jan Kjærgaard.
Han har selv høns, og han oplever ikke, at de æder særlig mange.
Pindsvin og tudser tager ifølge naturvejlederen nogen, men slet ikke nok.
Havregryn og kaffegrums
En bruger foreslår at drysse havregryn rundt om dem, fordi det efter sigende er for tørt til, at de vil kravle over.
- Nå, lyder den umiddelbare reaktion fra naturvejlederen.
- Det vil kræve utrolig meget havregryn, for de kan godt kravle over tørt sand. Jeg er lidt skeptisk.
Han har aldrig selv prøvet med kaffegrums, men det er muligt, for det er giftigt, fortæller han.
Ingenting
Det bedste, man kan gøre ifølge naturvejlederen, er at gøre ingenting.
- Vent to til tre år, så er de pludselig væk af sig selv. Det har jeg oplevet flere gange. Formentlig, fordi en sygdom breder sig blandt dem.