Lørdag fortsætter det pæne vejr, selvom himlen ikke længere vil være klart blå, men i stedet være præget af drivende skyer.
Temperaturmæssigt kommer lørdag til at minde om fredag med op til omkring seks grader. Til gengæld vil det blæse noget op.
Vinden bliver generelt frisk, men i Nord- og Vestjylland bliver det op til hård vind.
Koldere vejr venter
Søndag skal en front passere landet, hvilket særligt i den østlige del af landet vil kunne give nogle byger i formiddagstimerne, men enkelte søndagsbyger kan heller ikke udelukkes mod vest.
Temperaturen bliver fem til syv grader med varmest i sydvest.
På bagsiden af søndagsfronten følger koldere vejr, som vi kommer til at mærke natten til mandag. Her vil temperaturen komme ned på seks, måske syv frostgrader flere steder.
Dermed vil der skulle skrabes bilruder, inden næste arbejdsuge kan tage sin begyndelse.
Natten til søndag kommer temperaturen kun ned omkring frysepunktet, mens det vil blive minus tre til fem grader i nat.
Den flotte blå fredagshimmel forbliver dog et sted i landet. Nord for Limfjorden ser det ud til, at begge weekenddage bliver solrige.