Vindfattig sommer får energipriserne til at stige

Vi ser ind i et efterår og en vinter, hvor priserne på strøm kan blive meget høje.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sommeren 2021 har i den grad afveget fra det normale i Europa.

Først og fremmest blev sommeren den varmeste, der nogensinde er blevet målt i Europa, med ekstrem varme og med historiske hedebølger.

I forbindelse med det varmere vejr, har vinden hen over det europæiske kontinent ligeledes afveget fra det normale.

Det viser en klimatologisk analyse af vinden i 100 meters højde foretaget af klimatjenesten World Climate Service.

I kortet herunder er vist en rangering af, hvor lidt, eller hvor meget vind, der er kommet hen over Europa i perioden juni til august sammenlignet med perioden 1961 til 2020.

Artiklen fortsætter under billedet.

Middelvinden i 100 meters højde for perioden juni til august 2021. Er rangeret i forhold til perioden 1961 til 2020. Og her fremgår det af kortet, at sommeren 2021 er en af de mest vindfattige år.
Middelvinden i 100 meters højde for perioden juni til august 2021. Er rangeret i forhold til perioden 1961 til 2020. Og her fremgår det af kortet, at sommeren 2021 er en af de mest vindfattige år. Foto: World Climate Service

Her viser de orange til røde farver, at store dele af Europa har haft mindre vind end normalt.

Især Nordvesteuropa omkring Storbritannien har oplevet markant mindre vind i løbet af sommeren.

Og det vil få konsekvenser for priserne på strøm.

Priserne på strøm vil stige

- Vejret betyder rigtig meget, når man kigger på strøm.

Det fortæller Anders Kring, der er leder af Intraday Power Trading ved Danske Commodities, til TV 2 VEJRET.

Danske Commodities er et dansk firma i Aarhus, der blandt andet opkøber strømmen ved vindmøllerne og sælger dette videre på de store energibørser i Europa.

Anders Krings stab overvåger vindkraften over hele Europa 24 timer i døgnet og har dermed fingeren på pulsen i forhold til, hvordan vinden påvirker el-markedet.

quote De prisstigninger vi ser lige nu, er de vildeste jeg har set over de seneste 12 år

Anders Kring, leder, Intraday Power Trading, Danske Commodities.

- Mange frygter en længere periode uden vind, for så producerer vindmøllerne mindre strøm, forklarer Anders Kring.

Netop denne frygt er blevet en realitet, idet de seneste måneder hen over sommeren har vist sig fra sin vindfattige side.

Som Anders Kring understreger overfor TV 2 VEJRET, vil mindre vindkraft gøre os mere afhængige af gas i produktionen af strøm. Der er bare lige den detalje, at gaspriserne lige nu er tårnhøje.

Generelt har priserne på gas været stigende det seneste års tid, men især over de sidste to måneder har det været ekstraordinært.

Læs også
Trods proteststorm - flertal i byråd siger ja til omstridte kæmpe vindmøller
Læs også
Trods proteststorm - flertal i byråd siger ja til omstridte kæmpe vindmøller

- De prisstigninger vi ser lige nu, er de vildeste jeg har set over de seneste 12 år, lyder det fra Anders Kring.

For et år siden var prisen syv euro for 1 MWh gas.

Onsdag 15. september steg prisen for gas med netop syv euro - fra cirka 65 euro til 72 euro. Der er altså på kort tid sket en eksplosiv udvikling i gaspriserne, som det også fremgår af grafen herunder fra Barchart.

Artiklen fortsætter under billedet.

De seneste fem års udvikling af gaspriserne. Siden sommeren 2020 er de steget støt for nu at eksplodere.
De seneste fem års udvikling af gaspriserne. Siden sommeren 2020 er de steget støt for nu at eksplodere. Foto: Barchart

Dermed bliver det en ond spiral, hvor priserne på strøm kan fortsætte sin himmelflugt ind i efteråret og vinteren.

En kold vinter kan ligge yderligere pres på priserne

Der er på nuværende tidpunkt begyndt at tikke diverse sæsonprognoser ind for vinteren.

Selvom det kan være svært at sige, hvordan vinteren reelt bliver, så er der alligevel begyndt at være tendenser.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I ovenstående tweet peger de europæiske vejrmodeller nemlig på, at vinteren kan blive mere højtrykspræget end normalt med køligere vejr og mindre vind.

Og det er ifølge Anders Kring en dårlig cocktail.

For hvis vinteren bliver køligere, så vil varmeforbruget stige til mere end det normale. Og hvis der samtidig bliver mindre vind, så vil vindmøllerne fortsætte med at producere mindre strøm, hvilket vil gøre os mere afhængige af gas.

Derudover er flere europæiske lande ved at udfase både atom- og kulkraftværker, hvilket gør udbuddet af strømleverandører mindre og dermed også påvirke priserne på strøm.

Men mens el-markedet herhjemme er forholdsvis roligt, og som udgangspunkt 'blot' følger de europæiske prisstigninger, der dog stadig er kraftigt stigende, så står det helt anderledes slemt til i Storbritannien.

Kulkraft på retur og mulige konkurser

I Storbritannien har sommeren været en af de mest vindfattige i mands minde, som det fremgår af kortet tidligere i artiklen.

Det har netop nu voldsomme konsekvenser for det britiske marked.

- Briterne er meget afhængige af vindkraft, men lige nu står det så slemt til, at flere kulkraftværker begynder at blive aktiveret og starter deres produktion op, hvilket er nødvendigt for, at det kan hænge sammen, fortæller Anders Kring.

Læs også
30 kilometer kabel skal graves ned tværs over Lolland
Læs også
30 kilometer kabel skal graves ned tværs over Lolland

Og det er i en tid, hvor klimaet dikterer, at det helst skal gå den modsatte vej med kulkraften.

- Men konsekvensen bliver, at flere strømleverandører på sigt kan gå konkurs, lyder den dystre melding fra Anders Kring.

Hvordan strømpriserne ser ud til vinter er fortsat for usikkert at spå om, da det hele afhænger af flere parametre, herunder det omskiftelige vejr. Men som priserne er på nuværende tidspunkt har de kun haft en kurs - og det er opad.


Nyhedsoverblik