¨

Varmt forår lokker hornfisken tidligt til Danmark

Hornfiskesæsonen starter flere uger før normalt efter det meget solrige forår.

Hornfiskene kommer ind til de danske kyster for at gyde, og det er særligt temperaturen i vandet, der trækker dem til. Arkivfoto. Foto: TV ØST

I samarbejde med tv2.dk

Mere end en måned med klar himmel og høj sol har trukket en af forårets bebudere tidligt til Danmark.

Ude ved kysterne begynder lystfiskerne nu for alvor at kunne trække hornfisk op, og det er omkring to uger tidligere end normalt.

Hornfisken er et lige så stærkt forårstegn som bøgens udspring

Peter Tanev, meteorolog hos TV 2 Vejret

De første hornfisk blev fanget for nogle uger siden, men det er først nu, at koncentrationen af fisk er ved at være høj nok til, at sæsonen kan erklæres åben.

- Lige nu er der rigtig fede muligheder for at fange hornfisk, og det topper først om to til tre uger, fortæller den professionel lystfisker Gordon P. Henriksen.

Hornfiskene kommer ind til de danske kyster for at gyde, og det er særligt temperaturen i vandet, der trækker dem til.

- Vandet er varmere, end det plejer. Normalt kommer hornfiskene først fjorten dage senere, men det lune forår med masser af solskin har varmet farvandene op, siger Gordon P. Henriksen.

Varmt og solrigt

Hos TV 2 Vejret bekræfter meteorolog Peter Tanev, at vi ganske rigtig har et meget varmt og solrigt forår, som ovenikøbet kommer oven på den varmeste vinter målt i Danmark nogensinde.

- Det er endnu et billede på, at naturen er påvirket. Det er som om, alt er tidligere og varmere. Hvis vi skal gå lidt i klimamode, kan man sige, at det ligner endnu et tilfælde, hvor noget sker tidligere, end vi normalt er vant til, siger han.

Antallet af solskinstimer i april er steget med 15 procent over de seneste 30 år.

Tegn på forårets komme

Som lystfisker kan Peter Tanev imidlertid ikke lade være med at glæde sig over hornfiskens ankomst.

- Hornfisken er et lige så stærkt forårstegn som bøgens udspring. Det er noget helt specielt i lystfiskerkredse, når hornfisken kommer. Det er lystfiskerens forårstegn, siger han.

Ifølge Gordon P. Henriksen er der særligt mange ude at fiske hornfisk i år. Både på grund af det gode vejr, men også fordi mange har mere tid på grund af corona-nedlukningen.

- Man kan godt mærke, at folk har mere tid til for eksempel at tage ud at fiske med deres børn, og hornfisken er en god begynderfisk. De er virkelig nemme at fange på det lave vand, og så er det bare en funky fisk med sin lange krop og sit næb, siger Gordon P. Henriksen.

Gyder tæt på kysten

Hornfisken kommer ind fra Atlanterhavet i forårsmånederne for at gyde i tang og ålegræs, og det er, når de trækker ind, at man kan stå og fiske dem ved de danske kyster.

Og fisken med de berømte grønne ben er en glimrende spisefisk. Gordon P. Henriksen anbefaler, at man røger dem og spiser dem med en æggeblomme.

Selvom det er nemt at komme i gang med hornfiskeriet, er det ifølge den professionelle lystfisker en god ide at alliere sig med en erfaren hornfisker første gang.

Det gælder både grej, placering, tidspunkter, og hvad der eller kan spille ind. Og ellers er det bare med at komme i gang.

I samarbejde med tv2.dk
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App