Vær hjemme og tag bad i god tid – her er eksperternes 7 råd

Fredagens vejr har allerede givet en forsmag på, hvad weekenden kommer til at byde på.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danskerne kan se frem til kraftigt nedbør med torden og skybrud, vindstød af stormstyrke og sågar hagl.

Især de tilbageværende gæster på årets Roskilde Festival får det vilde sommervejr at mærke, men landets boligejere bør ifølge forsikringsbranchen også forberede sig for at undgå skader på hjemmet, bilen eller haven.

Her er syv gode råd fra tre forsikringseksperter, som TV 2 har talt med.

Har du tjekket klimaskærmen?

I løbet af lørdagen kan danskere især i den østlige del af landet risikere at opleve skybrudslignende regn.

Skybrud er defineret som mindst 15 millimeter nedbør på en halv time og kan forårsage lokale oversvømmelser.

Der er stor enighed blandt de tre forsikringseksperter om, hvad der er det vigtigste, man som boligejer kan gøre for at undgå en vandskade.

Sørg for at tjekke ale åbninger i huset, så der ikke kommer vand ind.
Sørg for at tjekke ale åbninger i huset, så der ikke kommer vand ind. Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix/ (arkivfoto)

Tjek alle åbninger i huset - herunder vinduer og ventilationskanaler.

- Råd nummer ét er at se, om klimaskærmen er tæt, det vil sige alle ydervægge, taget, alt der vender ud mod vejret – det skal bare være tæt, siger boligchef hos Topdanmark, Helene Ibsen, til TV 2.

Langt de fleste vejrrelaterede skader opstår ifølge Helene Ibsen på grund af et hul i taget, en teglsten, der ligger skævt, eller en utæt skotrende.

- Der skal ingenting til. Bare en lille smule nedbør, så kommer der vand ind, lyder det fra boligchefen.

Tagrender, tagrender, tagrender

Næsten lige så vigtigt er det ifølge eksperterne at tjekke, om regnvandet har fri passage gennem nedløbsrør.

- Det er vigtigt, for hvis nedløbsrørene er blokeret, kan vandet lige pludselig stå ind de helt forkerte steder. Det handler om at få tjekket tagbrønde, lysskakter, tagnedløb, tagrender – hele vejen rundt, siger Sune Bille Larsen, chef for skadeforebyggelse hos LB Forsikring.

Ser dine tagrender sådan her ud, kan det være en god idé at få dem renset. Ellers risikerer du, at vandet løber ned langs husmuren.
Ser dine tagrender sådan her ud, kan det være en god idé at få dem renset. Ellers risikerer du, at vandet løber ned langs husmuren. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fyldte tagrender får vandet til at vælte ned langs husmuren, og det rammer huset et sårbart sted, forklarer Helene Ibsen.

- Der skal ikke særligt meget til, særligt på ældre ejendomme, som ikke er fugtsikrede, her trænger vandet let ind, siger hun og kalder det "alfa omega" at få renset tagrenderne.

Ejendomme bygget før 1972 er ikke nødvendigvis fugtsikrede, og kan derfor være særligt udsatte, tilføjer Helene Ibsen.

Vær hjemme

Er man på vej på sommerferie i udlandet kan det være svært at efterfølge eksperternes næste råd: Vær hjemme.

Omfanget af en vandskade kan nemlig begrænses, hvis man sætter tidligt ind.

- Det er så ærgerligt at komme hjem fra en ferie, og så har vandet stået der i flere dage. Det kan nå at gøre rigtig meget skade. Hvis man derimod er hurtig, kan man undgå mange skader, siger Helene Ibsen.

Vand i kælderen kan være en rigtig træls omgang. En god idé er derfor at være hjemme eller at få andre til at tjekke op på ens hus.
Vand i kælderen kan være en rigtig træls omgang. En god idé er derfor at være hjemme eller at få andre til at tjekke op på ens hus. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Derfor foreslår Sune Bille Larsen også, at folk på ferie i udlandet får naboen, et familiemedlem eller en ven til at tilse ens hus før og efter et kraftigt uvejr.

Frygter man at få vandskade i kælderen, anbefalerne eksperterne at fjerne gulvtæpper og genstande fra gulvet og placere dem højere oppe, gerne i beholdere på reoler af andre materialer end træ.

Tag bad i god tid

Står det ned i stænger, kan det faktisk også være en god ide at planlægge, hvornår man går i bad.

Er kloakkerne fulde af vand kan det nemlig gøre en dårlig situation værre, også for dine naboer.

- For at være solidarisk med naboerne, men også i forhold til ens eget hus, skal man undgå at gå i bad, når det regner kraftigt, siger skadedirektør i Tryg, Carsten Hvass-Nielsen, til TV 2.

- Jo større tryk, der kommer på kloakkerne, jo større risiko er der for, at der kommer vand op igennem kloakkerne, forklarer han.

Har du set min trampolin?

Weekenden kan også byde på sjældent kraftigt blæsevejr, muligvis det kraftigste juliblæsevejr i mindst 14 år ifølge TV 2 Vejrets meteorolog Andreas Nyholm.

I 2017 viste vi denne video af, hvor galt det kan gå, når en trampoln ikke er suret fast eller gravet ned.

I den forbindelse fremhæver alle tre forsikringseksperter også det "klassiske" råd.

Det handler om at gå haven igennem og sørge for, at løse genstande såsom havemøbler, trampoliner, parasoller og lyskæder bliver gemt væk i skuret eller surret fast.

Træk stikket

Som om blæsevejret og regnbygerne ikke var nok, kan weekendens vejr også byde på lyn og torden.

Et hidsigt lavtryk passerer nemlig forbi landet, hvilket kan skabe meget kraftige tordenbyger særligt på Fyn, Sjælland og Sydhavsøerne.

Selvom lynskader er sjældne, kan det ifølge Carsten Hvass-Nielsen være en god ide at trække stikket.

- Lynene kan slå ned i huset, og så er det typisk de elektriske apparater, der bliver ramt og kortsluttet. Derfor er det en god ide, især hvis man skal på ferie, at hive stikkene ud af kontakterne, siger han.

Brug sommeren fornuftigt

Selvom sommervejret kan være omskifteligt, er det især efterårsstormene, som kan forårsage store skader, som det også var tilfældet sidste år.

Derfor anbefaler Sune Bille Larsen, at man bruger sommeren til at tænke langsigtet, når man vil sikre huset mod vind og vejr.

- For at det ikke kun bliver kortsigtede løsninger, kan man forberede sig i ro og mag henover sommeren, så du er klar til efterårsstormene, siger han.

Og det er Helene Ibsen enig i, selvom investeringer i højvandslukke eller omfangsdræn ikke lyder lige så attraktivt som et nyt køkken eller badeværelse.

- Det er ikke noget, vi har særligt meget lyst til at investere i, for man kan ikke se det. Men det er en rigtig god investering, hvis vi snakker på den lange bane, lyder det.


Nyhedsoverblik