Usædvanlig høj minimumtemperatur i september

Den laveste temperatur i september indtil nu er blandt de fem højeste siden 1874.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Natten til lørdag var en mild en af slagsen, hvor temperaturen intet sted i landet nåede under 11,2 grader. Varmest blev det ved Vester Vedsted, hvor temperaturen holdte sig over 15,4 grader gennem hele natten.

Det er noget over den gennemsnitlige minimumtemperatur for hele september, som lyder på 10,1 grader.

Men det er ikke kun den seneste nat, der har været mild. Således har temperaturen på intet tidspunkt i løbet af septembers første 25 døgn været under 2,7 grader, hvilket blev målt 5. september i Billund.

Selvom det ikke er helt afgjort endnu, og der stadig er fem døgn tilbage af september, så tyder det på, at denne måling ender på en delt femteplads over højeste absolutte minimumtemperaturer i september siden 1874, hvor man begyndte at måle temperatur i Danmark.

Den absolutte minimumtemperatur er den laveste temperatur blandt alle temperaturmålinger, der måles i en given periode, for eksempel i september.

Rekorden er fra 2006, hvor temperaturen i september på intet tidspunkt kom under 4,3 grader.

En mild september

Normalt ligger den absolutte minimumtemperatur i september på 0,3 grader, men der har altså været et stykke vej ned til netop denne temperatur i år.

Årsagen til det skyldes blandt andet, at vi er på vej til at have en meget mild september i år.

Middeltemperaturen for årets niende måned indtil nu er på 14,7 grader, hvilket er blandt de ti varmeste september måneder siden 1874.

Derudover har der undervejs været nogle usædvanligt lune nætter. Blandt andet natten til 12. september, som skrev sig ind i historiebøgerne, da temperaturen på intet tidspunkt kom under 15,0 grader, hvilket aldrig er sket før.

Generelt ligger gennemsnittet af de absolut laveste temperaturer for de enkelte døgn på 7,8 grader, hvilket kun er overgået to gange de seneste 10 år.

Og der er altså ikke meget, som tyder på, at vi kommer under 2,7 grader i resten af september. Den kommende nat bliver en af de køligste over de næste fem dage med ned til omkring fem grader i de tidlige morgentimer, mens nætterne herefter igen bliver lunere med omkring 10 grader som minimum.

Frosten må vente til oktober

Da temperaturen ifølge prognoserne holder sig på den gode side af 2,7 grader resten af september, så må den første nattefrost i år dermed vente til oktober, hvilket ifølge den seneste klimanormal er ganske normalt.

Førhen kom den første nattefrost i gennemsnit omkring 23. september, men i den seneste klimanormal, der strækker sig over årene 1991-2020, er denne dato flyttet til 5. oktober.

Resultatet er, at cirka hver tredje september byder på frost.

Senest der var frost i september var sidste år med 1,3 graders frost i Isenvad i det midtjyske, mens september i år med garanti går fri af frosten.


Nyhedsoverblik