¨

Sundhedsstyrelsen ændrer strategi - disse grupper kan nu blive testet

Arkivfoto. Foto: Morten Albek

Få overblikket over, hvilke grupper der fremadrettet kan blive testet for covid-19. Målsætningen er 5.000 test om dagen.

I samarbejde med tv2.dk

Sundhedsstyrelsen har ændret sine retningslinjer for, hvordan sundhedsvæsenet skal forholde sig til håndteringen af sygdommen covid-19.

Vi er meget glade for, at flere nu kan blive testet for covid-19

Helene Probst, centerchef hos Sundhedsstyrelsen

Det fremgår af en rapport, som myndighederne har udsendt onsdag aften.

Disse grupper kan nu også henvises til test for covid-19
Personer med milde symptomer – og som samtidig er i tæt kontakt med en af nedenstående grupper:

  • Personer med nære relationer i særlige risikogrupper – eksempelvis hvis en person i husstanden har nedsat immunforsvar eller lider af en kronisk sygdom.
     
  • Personer, der har svært ved at sikre gode rammer for selvisolation i hjemmet.
     
  • Personer, hvor det vurderes hensigtsmæssigt at kende dennes covid-19-status, hvis der eksempelvis bor mange i husstanden på et lille areal.
     
  • Personer med tæt kontakt til en patient, der er bekræftet smittet med covid-19.
     
  • Personer med helt særlige nøglefunktioner i samfundet.

Indtil i dag har retningslinjerne været, at det kun var alvorligt og moderat syge patienter, som de praktiserende læger skulle henvise til en særlig covid-19-klinik.

Medarbejdere i sundheds- og ældresektoren, der har tæt kontakt til borgere, kan i øvrigt henvises uden om egen læge til en direkte test for covid-19 på en regional klinik.

Ligesom de praktiserende læger fremadrettet efter en telefonisk visitation også kan henvise patienterne direkte til en diagnostisk test på en regional covid-19-klinik.

Læs alle detaljerne på side 6 i Sundhedsstyrelsens opdaterede retningslinjer for håndtering af covid-19 i sundhedsvæsenet.

5.000 test om dagen

Sundhedsstyrelsen ønsker fremadrettet at teste langt flere personer for covid-19, end tilfældet har været indtil nu, og derfor er kriterierne for testning blevet udvidet.

Disse har været for snævre hvis målsætningen om, at sundhedsvæsenet skal teste mindst 5.000 danskere om dagen for covid-19, skulle nås.

Denne kapacitet er dog endnu ikke blevet fuldt udnyttet, men det skal der nu rodes bod på, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

- Vi er meget glade for, at flere nu kan blive testet for covid-19. Der har længe været ønske om, at alle de grupper, der er omfattet af vores retningslinje, kan blive testet, og det kan de nu. Og så har vi yderligere tilføjet, at flere patienter med lette symptomer på covid-19 nu også kan blive testet, siger centerchef Helene Probst og uddyber:

- Den nye retningslinje gør det også meget lettere at få en test, hvis man er personale i sundheds- og ældresektoren eller personale, der arbejder med socialt udsatte.

Travlhed på telefonen

Praktiserende læge Lars Kjelsmark siger til TV 2, at han er positivt overrasket over de nye testkriterier fra Sundhedsstyrelsen.

- Rigtig mange af mine patienter vil blive glade for tiltaget. Mange har været bekymrede for, om de kunne smitte dem, de holder af, siger Lars Kjelsmark, der forventer mange flere henvendelser over telefonen fra torsdag.

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Christian Freitag, er overbevist om, at rigtig mange vil komme til at mærke de nye testkriterier.

- Det bliver en helt anden indgang til de praktiserende læger. Nu får vi mulighed for teste personer for covid-19, der ikke nødvendigvis skal indlægges, siger han til TV 2.

Regler ændres jævnligt

Sundhedsstyrelsen reviderer jævnligt sine retningslinjer inden for testning i takt med, at sundhedsmyndighederne får mere og mere viden om den globale coronavirus.

Antallet af danskere, der i skrivend stund er døde og samtidig er konstateret positiv med covid-19, er nu oppe på 104.

Covid-19 er ikke nødvendigvis den tilgrundliggende årsag til dødsfaldene.

I samarbejde med tv2.dk
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App