Store temperaturforskelle over Danmark påskedag

Blæsende og køligt vejr i Nordjylland og langs Jyllands vestkyst, mens resten af landet får lunt vejr påskedag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter en lørdag, hvor især den nordlige del af landet fik lidt tiltrængt regn, er der udsigt til en påskedag med tørvejr og en del sol, som flere steder i landet kan nydes ved temperaturer mellem 15 og 18 grader.

Det bliver dog ikke alle steder i landet, der får forårsvarmen at mærke.

Danmark bliver påskedag delt i to. Nogle steder kan man sidde i haven eller på terrassen i t-shirt, mens man andre steder i landet skal finde det varme tøj frem.

Varmest i den sydøstlige del af landet

Den sydlige og østlige del af landet får det varmest. Her når temperaturen de fleste steder over 15 grader, mens termometeret på store dele af Sjælland, Lolland og Falster kan nå op omkring 17-18 graders varme. Helt lokalt kan det blive lidt varmere.

Prognose: Temperatur påskedag klokken 15. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik
Prognose: Temperatur påskedag klokken 15. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

De forårsagtige temperaturer kommer til at stå i skærende kontrast til det kølige forårsvejr, der vil præge påskedag langs Jyllands vestkyst og i Nordjylland.

Her vil opfriskende vind fra vest og mere blæsende vejr sende køligere luft ind fra Nordsøen og i den del af landet lade temperaturen forblive mellem blot 6 og 10 grader.

Køligst bliver det langs vestkysten, hvor man skal klæde sig varmt på, hvis man vover sig ud på en vandretur ved Vesterhavet.

Der kommer en del sol - så husk solcremen

I hele landet bliver det dog tørvejr, og mange steder vil påskedag også blive med en del sol.

Morgenens og formiddagens skyer driver ind over Sverige og afløses af højtliggende slørskyer, der vil præge himlen over Danmark.

De er dog så tynde, at solen vil kunne skinne gennem dem.

Er man ude i forårssolen i længere tid er den nu så skarp, at der er brug for solcreme.

UV-indekset ventes påskedag at nå over fire. Ved et UV-index på tre eller derover anbefales det at beskytte sig mod solens stråler.

Køligt, blæsende og solrig anden påskedag

Det kølige og blæsende vejr langs vestkysten i Nordjylland er en forsmag på det vejr, der venter hele landet anden påskedag.

Her vil køligere luft fra nordvest blæse ned over Danmark, og holde temperaturerne nede mellem blot 6 og 9 grader.

Tilmed bliver det blæsende. Langs kysterne kan vinden anden påskedag nå hård vind til kuling.

Til gengæld bliver det endnu en flot og solrig dag, der afslutter påsken.


Nyhedsoverblik