Stor udrykning til Lalandia - to fireårige var længe under vand

To børn er kørt på sygehuset til tjek. Begge er ved bevidsthed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Torsdag eftermiddag rykkede to ambulancer og en lægehelikopter ud til feriecentret Lalandia i Rødby, efter at to børn i badelandet havde været under vandet i længere tid.

Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kent Edvardsen til TV 2.

Der var tale om to fireårige drenge.

Ved politiets ankomst var det ene barn ved bevidsthed, mens det andet var ukontaktbart og måtte have livreddende førstehjælp.

Der blev sat en hjertestarter på barnet, og det kom derefter til bevidsthed igen.

Til tjek på sygehuset

Politiet fik en anmeldelse om ulykken via alarm 112 klokken 13.54.

Omkring klokken 14.40 trak begge børn vejret, og de blev kørt til Nykøbing Falster Sygehus til kontrol.

Børnenes forældre var til stede, mens børnene fik behandling, og de var ifølge politiet chokerede.

Ved 17:45-tiden har TV2 ØST talt med vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kent Edvardsen som oplyser, at begge børn og deres forældre efter omstændighederne har det godt.

Han oplyser, at man nu skal havde undersøgt nærmere årsagen til, at drengene endte i længere tid under vandet.


Nyhedsoverblik