Stifteren af Carmen Curlers er død - skabte tusindvis af lokale arbejdspladser

Arne Bybjerg stod i 1960'erne bag Carmen Curlers, der blev en stor dansk erhvervssucces. I Kalundborg skabte han flere end 3.000 lokale arbejdspladser.

Arne Bybjerg Pedersen, der er stifter af Carmen Curlers, er død. Han blev 94 år.

Det bekræfter hans familie over for DR.

Bybjerg sov tidligt søndag morgen ind i sit hjem i Australien. Han efterlader sig hustru, fire sønner og 11 børnebørn.

Skabte mange danske arbejdspladser

I 1960'erne var han en del af Danmarks største erhvervssucceser, da han stiftede virksomheden Carmen Curlers, der er en elektrisk papillot.

Arne Bybjerg Pedersens historie fortælles i øjeblikket i DR Fiktionsserien 'Carmen Curlers'.

I Kalundborg skabte virksomheden tusindvis af danske arbejdspladser, og Carmen Curlers eksporterede til flere lande.

20110913-090756-6-6364x4073ma
Foto: Vagn Hansen/Ritzau Scanpix

I sin storhedstid havde Bybjergs fabrik 3.500 ansatte og producerede 17.000 curler-apparater i døgnet.

Carmen Curlers på museum

For tiden kan historien om radioforhandleren Arne Bybjerg og hans idé om den elektroniske papillot, opleves på Museum Vestsjælland i Kalundborg.

- Carmen Curlers er jo fortællingen om et industrieventyr. En mand, der troede på sin drøm, og gjorde alt for at udfylde den, men det handler også om, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet – de ufaglærte kvinder, fortalte Eskil Vagn Olsen, der er museumsdirektør, for Museum Vestsjælland i forbindelse med åbningen til TV2 ØST.

- Det handler om ligestilling, kønsroller og at kvinderne bliver økonomisk uafhængige på en helt anden måde, end de har været tidligere.

Produktionen af Carmen Curlers blev sat i gang i 1963.

Udstillingen om Carmen Curlers er planlagt til at være der de næste tre år.