Sommeren bliver afløst af kraftig blæst over regionen

Vindstødene kan lokalt nå stormende kuling, og det bliver markant køligere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det varme og rolige sommervejr er for en stund sat på pause, efter en koldfront natten til lørdag har passeret Danmark fra nordvest.

Koldfronten efterfølges - som navnet antyder - af koldere luft, og samtidigt er det også blæst kraftigt op fra vest og nordvest.

Selve koldfrontspassagen er i nattens løb foregået ret fredeligt, og der er generelt kun faldet meget lidt regn. Til gengæld er det lørdag morgen overskyet i den syd- og østlige del af Danmark, mens en smuk opklaring med solskin allerede gør sig gældende over den nordlige del af Danmark.

Vindstød lørdag eftermiddag klokken 15.
Vindstød lørdag eftermiddag klokken 15. Foto: TV2 VEJRET

I dagens løb breder opklaringen sig til større dele af landet, hvor man også kan glæde sig til at få solen at se i lange perioder. Der vil dog også være perioder med drivende skyer på himlen, men det vil til gengæld holde tørt.

Over den sydlige del af Danmark vil der hele dagen igennem være flere skyer, og her kan der også komme byger af og til.

Blæsende og køligere

De mest markante forskelle fra de sidste mange dagens smukke juni-vejr er markant lavere temperaturer og meget mere blæst.

Allerede natten til lørdag har middelvinden nået kulingstyrke i Nordjylland, hvor der i Hirtshals har været en middelvind på 15,2 meter per sekund. Samme sted er der målt vindstød på 18,9 meter per sekund, hvilket svarer til hård kuling.

Vindstød lørdag aften klokken 18. Et udbredt område af landet kan få vindstød af hård kuling (17,2 til 20,7 meter per sekund).
Vindstød lørdag aften klokken 18. Et udbredt område af landet kan få vindstød af hård kuling (17,2 til 20,7 meter per sekund). Foto: TV 2 VEJRET

Området med kraftig vind breder sig til en langt større del af Danmark i dagens løb, og først i aftentimerne kulminerer vinden over Kattegat-egnene. 

Når vinden i dagens løb bliver mest kraftig, kan vindstødene ved kystnære områder lokalt nå stormende kuling, hvilket er vindstyrken lige under storm.

Beauforts vindskala - inddelingen af vindstyrker i Danmark

Risikoen for de allerkraftigste vindstød er størst over den nordligste del af Jylland, på Kattegat-øerne og måske også langs Nordsjællands kyst i aftentimerne.

Derudover er nordvestenvinden, der blæser ned over Danmark lørdag, også betydeligt koldere.

Vindstød lørdag aften klokken 22. Det vil fortsat være blæsende i store dele af landet.
Vindstød lørdag aften klokken 22. Det vil fortsat være blæsende i store dele af landet. Foto: TV 2 VEJRET

Derfor når de højeste temperaturer 'kun' op på 17-19 grader, når det er varmest, mens man i Nordvestjylland, hvor det bliver koldest, må tage sig til takke med maksimumtemperaturer på mellem 13 og 16 grader.

De højeste temperaturer kan ventes i den sydøstlige del af landet, hvor luften har bevæget sig længst tid over land.