Snød falsk rugemor tre barnløse par? I dag skal hun for første gang forklare sig

En kvinde fødte tvillinger, efter hun havde fået lagt befrugtede æg op fra to par. Parrene blev snydt. Penge og børn beholdt rugemoren i hemmelighed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En bedragerisag med store menneskelige konsekvenser tager mandag sin begyndelse i Retten i Roskilde.

Her er en 38-årig kvinde tiltalt for at have udnyttet tre forskellige par i et groft svindelnummer, hvor hun påstod at ville fungere rugemor.

Hun udnyttede ifølge politiet parrenes største ønske om at blive forældre og bedrog dem for til sammen 459.000 kroner. I hemmelighed beholdt hun de tvillinger, der blev undfanget som følge af en fertilitetsbehandling på Cypern.

Sagen har TV 2 tidligere beskrevet i dokumentaren 'Den falske rugemor'.

quote På papiret er det en bedragerisag, men det er også en sag med utroligt store menneskelige konsekvenser og omkostninger

Anja Lund Liin, specialanklager fra Midt- og Vestsjællands Politi

I dokumentaren blev rugemoren konfronteret, men hun ønskede ikke at uddybe sin handlemåde.

Heller ikke over for politiet har hun ønsket at forklare sig. Dermed kan det blive første gang, at hendes syn på sagen kommer frem, når hun mandag efter planen skal afhøres i Retten i Roskilde.

- På papiret er det en bedragerisag, men det er også en sag med utroligt store menneskelige konsekvenser og omkostninger. Det er en meget usædvanlig sag, siger specialanklager Anja Lund Liin, der fører sagen for Midt- og Vestsjællands Politi.

Den falske rugemor foran Statsforvaltningen i august 2018, hvor en sag om forældremyndighed blev afgjort. Tvillingernes far blev tildelt en halv times samvær hver 14. dag.
Den falske rugemor foran Statsforvaltningen i august 2018, hvor en sag om forældremyndighed blev afgjort. Tvillingernes far blev tildelt en halv times samvær hver 14. dag. Foto: Bjørn Fabricius Hansen / TV 2

Alle burde opleve glæden ved børn

Det usædvanlige bedrageri tog sin begyndelse i marts 2016, da den nu 38-årige tiltalte kom i kontakt med det første par på et internetforum for barnløse.

Fra profilen Babydreams tilbød den tiltalte at være rugemor, for hun havde selv tre dejlige børn, og alle burde opleve den glæde, forklarede hun.

Da parret fra Ringsted spurgte, hvordan hun havde det med at skulle give et barn fra sig efter fødslen, virkede hun overbevisende. Hun ville ikke selv have flere børn.

Parret var lykkelige og rejste med den tiltalte til Cypern, hvor de betalte for en fertilitetsbehandling. Rugemoderen fik lagt to æg fra en cypriotisk ægdonor befrugtet med mandens sæd op i livmoderen, og nu var det bare at håbe på det bedste.

I Danmark må lægerne ikke udføre behandlingen med en rugemor, men det er ikke i strid med dansk lovgivning, at en rugemor bliver befrugtet i udlandet. Bare hun ikke får betaling for at bære barnet - og det gjorde hun ifølge parret ikke.

Aftalen var, at rugemoren blot skulle have dækket sine udgifter i forbindelse med behandlingen og rejsen, hvilket ifølge anklageskriftet blev til "ikke under 61.000 kroner", som rugemoren nu er tiltalt for at have narret parret til at betale, selvom "tiltalte savnede viljen til at agere rugemor".

Sagde, hun ikke var gravid

Vel hjemme fra Cypern holdt parret vejret og håbede på, at deres syv år lange kamp for at blive forældre endelig var overstået. Ægopsætningen var gået godt, men rugemoren var pludselig begyndt at spørge om flere penge til nye udgifter.

Få dage senere fik de en kryptisk besked fra rugemoren. Et billede af en serviet med blod på ledsaget af teksten: "Så skete det midt i lufthavnen".

Rugemoren forklarede, hun havde fået sin menstruation, hun var ikke gravid.

Endnu et par på Cypern

Hvad parret ikke vidste var, at rugemoren sideløbende havde korresponderet med endnu en barnløs kvinde, og at hun to dage efter den første ægopsætning igen havde fået lagt æg op på Cypern.

Denne gang en anden dansk kvindes æg befrugtet med sæd fra kvindens kæreste - på en anden klinik.

I store træk er historien, ifølge dette andet par, den samme som med det første par. Kontakten var skabt gennem et forum for barnløse, kun udgifter skulle betales – og ofrene for bedrageriet boede samtidig og uden at vide det blot 10 minutter fra hinanden på Cypern.

De betalte altså begge for de samme udgifter. Dog blev den anden kvinde og hendes kæreste ifølge tiltalen lokket til at betale i alt 226.000 kroner.

Først fik det andet par faktisk at vide, at graviditeten var positiv, men glæden var kort. Rugemoren forklarede efter få dage, at prøvesvaret måtte være fejlagtigt.

Endnu en rejse til Cypern blev planlagt og betalt, men halvanden måned senere modtog kvinden en besked, mens hun ventede på, at rugemoren også nåede frem til øen.

Rugemoren kom ikke, hendes søn var blevet syg – og herefter gled kontakten ud.

Tredje par - og et forsikringsselskab

Ifølge anklageskriftet er et tredje par ligeledes blevet bedraget af den 38-årige tiltalte.

I deres tilfælde var der ikke tale om nogen rejse til Cypern, men ved at forfalske diverse skærmprint fra netbank samt håndskrevne fakturaer, der angiveligt skulle beskrive udgifter til fertilitetsbehandlinger i Danmark, bedrog rugemoren ifølge politiet parret for i alt 172.000 kroner.

gravid2.jpg
Læs også
Sigtet for bedrageri: Falsk rugemor nægter sig skyldig
gravid2.jpg
Læs også
Sigtet for bedrageri: Falsk rugemor nægter sig skyldig

Endelig er den 38-årige tiltalt for at have svindlet forsikringsselskabet IF for knap 58.000 kroner i forbindelse med en af rejserne til Cypern, hvor hun havde anmeldt til forsikringsselskabet, at rejsen var et ferieophold, der måtte forlænges, fordi sønnen var blevet syg.

Afsløret på Facebook

Efter det første par endelig havde opgivet drømmen om at blive forældre, gik der 15 måneder. Så lagde rugemoren et billede op på sin Facebook-profil af en tatovering, hun skulle have.

Og kvinden fra det første par så billedet.

Der stod fem børnenavne på tatoveringen. De tre børn, rugemoren havde i forvejen - de sidste to navne kendte hun ikke. Der var tale om tvillinger, og fødselsdatoen var påfaldende.

Lynhurtigt regnede hun ud, at det passede med den ægopsætning, de fik foretaget på Cypern.

Parret kontaktede advokat Louise Traberg Smidt, der i flere år har rådgivet om brugen af rugemødre. Og her fulgte endnu en ubehagelig overraskelse. Gennem advokaten kom de i forbindelse med det andet par, som ligeledes følte sig bedraget af rugemoren - og senere kom det tredje par til.

baby-pige-barn-stock-nyfoedt.jpg
Læs også
Sigtelse: Rugemor krævede flere penge og beholdt tvillinger
baby-pige-barn-stock-nyfoedt.jpg
Læs også
Sigtelse: Rugemor krævede flere penge og beholdt tvillinger

Far fundet ved dna-prøve

En dansk domstol har tidligere besluttet, at tvillingernes dna skulle undersøges. Det viste sig, at faren var fra det første par - men loven er sådan indrettet, at den fødende kvinde, altså rugemoren, altid har ret til børnene, også selvom hun ikke deler dna med dem.

Den biologiske far blev tilkendt en halv times samvær hver 14. dag.

I februar 2020 blev tvillingerne imidlertid akut tvangsfjernet fra rugemorens varetægt og i stedet placeret i pleje hos deres biologiske far og hans kone.

quote Det tyder på, at børnene ikke har haft det godt det sted, hvor de har været

Louise Traberg Smidt, advokat

Ifølge Louise Traberg Smidt var det meget overvældende for forældrene pludselig at blive ringet op og få beskeden.

- De er på ét punkt enormt glade over, at de nu kan få en relation til børnene. Men samtidig er de triste over, at det er på den baggrund, at det sker. At det tyder på, at børnene ikke har haft det godt det sted, hvor de har været, sagde hun.

Måske kommer forklaringen - måske ikke

Op til retssagen er tvillingerne blevet tre et halvt år gamle, og de har boet sammen med den biologiske far og hans hustru i omtrent seks måneder.

Retssagen behandles over fire dage ved Retten i Roskilde, og dommen forventes afsagt 28. august.

- Parrene håber jo, at de med retssagen kan få en form for retfærdighedsfølelse, selvom de formentlig aldrig kan få det hundrede procent i den her sag, siger Louise Traberg Smidt, der repræsenterer alle tre par i sagen.

De håber også på, at den 38-årige kvinde vil forklare sine handlinger i retten, selvom hun ikke er forpligtet til at afgive forklaring.

Ifølge rugemorens forsvarsadvokat, Rasmus Sølberg, er spørgsmålet stadig åbent, om hun vil lade sig afhøre.

- Det har vi ikke besluttet endnu, siger Rasmus Sølberg.

Den 38-årige kvinde har tidligere nægtet sig skyldig i de rejste anklager.

Ingen af de tre par har ønsket, at deres navne skulle frem.


Nyhedsoverblik