Snevejr på vej mod Danmark - rammer Sjælland søndag

Søndagens vejr giver stor risiko for is- og sneglatte veje.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En flot, solbeskinnet lørdag er ved at lakke mod enden.

I en stor del af landet har dagen budt på stille og solrigt vintervejr med temperaturer lige over frysepunktet.

Det stille vintervejr bliver der dog lavet gevaldigt om på sent lørdag aften.

Her er der nemlig udsigt til, at en front går i land med tiltagende vind. Samtidig sender fronten nedbør ind over landet, der både kan være med regn, slud eller sne.

Dermed kræver det ekstra opmærksomhed, hvis man skal ud i trafikken, da der er stor risiko for is- eller sneglatte veje.

Her kan der kommer sne

De første byger forventes allerede at ramme det nordvestlige Jylland omkring midnat.

I løbet af natten bliver det til et større nedbørsområde, der i de tidlige morgentimer søndag dækker hele Jylland og det vestlige Fyn.

Nedbøren er af blandet karakter. I Vestjylland falder det primært som regn, men jo længere østover man kommer, des mere hvid bliver nedbøren.

Dermed forventes det, at man ned gennem Østjylland og på Fyn vil stå op til rigtigt vintervejr med sne udenfor.

Prognose søndag morgen. Et nedbørsområde hen over Jylland og til dels Fyn med regn, slud eller sne. Foto: TV 2 Vejret
Prognose søndag morgen. Et nedbørsområde hen over Jylland og til dels Fyn med regn, slud eller sne. Foto: TV 2 Vejret

I løbet af morgenen og formiddagen bevæger fronten sig videre østpå, og den ventes derfor også at give et lag sne øst for Storebælt. Kun Bornholm ser ud til at gå helt fri for nedbør.

Prognose søndag formiddag. Slud eller sne over de østlige landsdele. Foto: TV 2 Vejret.
Prognose søndag formiddag. Slud eller sne over de østlige landsdele. Foto: TV 2 Vejret.

Så meget sne kommer der

Der er ikke udsigt til de helt store snemængder, men op omkring tre centimeter kan der komme i forbindelse med frontpassagen.

Og det er altså særligt Østjylland samt det centrale Fyn og Midtsjælland, som kan forvente et snedække i løbet af søndagen. I andre landsdele bliver nedbøren mere på grænsen mellem slud eller sne.

Forventet snedybder søndag eftermiddag. Foto: TV 2 Vejret
Forventet snedybder søndag eftermiddag. Foto: TV 2 Vejret

De kommende dage er der udsigt til tøvejr i dagstimerne og let frost om natten. Så det er tvivlsomt, hvor længe sneen kan blive liggende.