Skoleelever kan snart teste sig selv hjemme

Regeringen og KL er blevet enige om, at kommunerne kan tilbyde selvtests som supplement til den nuværende testordning på skolerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der skal være mere fleksibilitet for familier, når skoleelever skal følge opfordringen fra børne- og undervisningsministeriet om at blive testet en gang om ugen.

Derfor er regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) blevet enige om, at kommunerne kan tilbyde selvtest til elever til og med 1. klasse, som ikke er vaccineret eller har været smittet inden for de seneste seks måneder.

Det sker efter et øget behov for at overvåge smitten blandt børn og unge, hvor flest i befolkningen lige nu bliver smittet.

Sådan lyder det fra Christian Harsløf, der er direktør for blandt andet sundhed i KL.

- For nogle familier er det en god og bekvem måde, for eksempel for de små børn. Andre vil hellere podes af podere i skolen, og så kan man også stadig det. Det giver nogle flere muligheder for at imødekomme de behov, der er, siger han til TV 2.

Udklip

Svært at skrue kapaciteten op

1. oktober kom opfordringen, at elever til og med 1. klasse skal lade sig teste en gang om ugen. I sidste uge anbefalede Sundhedsstyrelsen samtidig coronavaccine til børn i aldersgruppen 5-11 år.

Her er selvtesten et led i indsatsen mod den mere udbredte smitte blandt børn og unge. Med en test, som forældrene selv kan tage på deres børn, er der mulighed for at aflaste testkapaciteten på skolerne og testcentrene generelt.

quote For mange familier vil alternativet være, at man skal stå i kø i kulden i lang tid

Rasmus Edelberg, formand, Skole og Forældre

- Vi har ikke helt så nemt ved at skrue op som sidste vinter. Dengang var der meget lukket ned, og der var masser af mennesker, der gerne ville have en podetjans. Det er lidt sværere nu, hvor der er fuld gang i det danske arbejdsmarked, siger Christian Harsløf.

Forældre bakker op

Hos organisationen Skole og Forældre er man også positivt stemt over for muligheden for hjemmetest. Det giver en fleksibilitet i familielivet, forklarer formand Rasmus Edelberg.

- For mange familier vil alternativet være, at man skal stå i kø i kulden i lang tid. Det kan også være, at kapaciteten på skolen ikke er på plads. Det er måske lidt ligesom, at man skal børste tænder på sine børn og nogle gange tage deres temperatur, siger han til TV 2.

Læs også
Anbefaling: Vask kemikalier ud af stofmundbind før brug
Læs også
Anbefaling: Vask kemikalier ud af stofmundbind før brug

Han mener, at det er et godt supplement, også selv om der er mere usikkerhed med kviktest. Der må man vælge, om det skal være hurtigt og nemt eller sikkert og grundigt, lyder det.

- Nogle gange har man brug for hurtigt og nemt at finde ud af, hvor vi er henne i den her klasse. Der bruger man kviktest eller det her hjemmekit, og andre gange skal man have sikret med en pcr-test, at den er god nok, hvis det bonner ud.

Kan få større betydning fremadrettet

Christian Harsløf fra KL hæfter sig også ved, at selvtest i hjemmet bliver tilbudt for at imødekomme et behov for fleksibilitet, som nogle børnefamilier har.

Når de første selvtestskits bliver udleveret i begyndelsen af december, er det som et supplement til det eksisterende testsystem. Men Christian Harsløf er ikke afvisende over for, at det kan spille en større rolle i fremtiden.

Læs også
Overblik: Disse restriktioner træder i kraft mandag
Læs også
Overblik: Disse restriktioner træder i kraft mandag

- Nu starter vi i det små for at få nogle erfaringer og finde ud af, om det er noget, familierne sætter pris på. Hvis det viser sig at fungere rigtig godt, kan det være, at vi skal gøre mere af det, forklarer han.

KL forventer, at ”stort set alle kommuner” kommer til at tilbyde selvtest. Udgangspunktet fra Sundhedsministeriet er, at den samlede opsætning med tests på skolerne ophører 31. marts næste år.


Nyhedsoverblik