Sådan rammer udbredt regn Danmark i dag

Der bliver rig mulighed for at bruge paraplyen fredag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom alt ånder fred fredag morgen, så har det rolige og tørre vejr en stakket frist.

Et kraftigt stormlavtryk vest for Skotland sender sine fronter med udbredt og langvarig regn ind over Danmark.

Det får man først at mærke i det vestlige Jylland, hvor det allerede omkring klokken ni vil begynde at regne.

Regnen breder sig hastigt mod øst, og først på eftermiddagen dækker regnvejret hele landet på nær Bornholm. Her når det våde vejr først frem sidst på eftermiddagen.

Op til 20 millimeter

I modsætning til regnvejret torsdag bliver der fredag tale om udbredt, silende regn, som vil vare ved i adskillige timer.

Normalt passerer først varmfronten og siden koldfronten, men fredag befinder Danmark sig nær det punkt, hvor fronterne mødes, og nedbøren typisk er mest intens. Det punkt er kendt som 'okklusionspunktet'.

Artiklen fortsætter under billedet.

Meget mild luft strømmer fortsat ind over Danmark fredag.
Meget mild luft strømmer fortsat ind over Danmark fredag. Foto: TV 2 Vejret

Det gør også, at perioden med regnvejr, bliver mere langvarig.

På landsplan kan vi forvente mellem 10 og 15 millimeter regn, men lokalt kan der i løbet af fredagsdøgnet falde helt op mod 20 millimeter regn.

KRAFTIG REGN OG SKYBRUD

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 mm regn over en periode på maximalt seks timer.
     
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 mm regn over en periode på maximalt 30 minutter.
     
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.

Det svarer til 30 procent af den normale nedbør i hele december.

Først sidst på aftenen bliver det efterhånden opholdsvejr fra vest, selvom der kan komme en del byger.

Fortsat meget mildt

Til gengæld befinder vi os fortsat i varmluften, som siden torsdag aften er strømmet ind over Danmark. 

Det giver hele dagen op til ti graders varme, hvilket er fem-seks grader højere end det normale for årstiden.


Nyhedsoverblik