Sådan bliver vejret til Tour de France

Vejret kan få stor betydning, når Danmark lægger asfalt til verdens største cykelløb om få dage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På fredag bliver der gul folkefest i Danmark, når verdens største cykelløb, Tour de France, har sin Grand Départ i København.

Tre unikke etaper venter der forude på de danske landeveje, hvor rytterne både skal prøve kræfter med de vestsjællandske bakker, vinden på Storebæltsbroen og det bølgende østjyske landskab. Og her kan især vejret få afgørende betydning for den sportslige udvikling.

Fredag er det specielt regnen, der kan give udfordringer, mens vinden er det helt store samtaleemne lørdag, når rytterne skal passere Storebæltsbroen.

Udover vejrets sportslige betydning er der også mange cykelfans, som kommer til at stå langs landevejene. Her er der givetvis mange, der er interesseret i, om de skal heppe på Tour-feltet i solskin eller i regnvejr.

Derfor kommer der her en vejrudsigt for de tre danske Tour-etaper.

Femdøgnsprognosen fra 30. juni til 4. juli. Tordenfront passerer landet fredag. Kan ramme rytterne til enkeltstarten. Herefter ser det ud til de kan kører i overvejende tørvejr med vinde fra vestlig retning. Foto: TV 2 Vejret

1. etape: Regn kan give problemer

Én ting er sikker: En front skal passere landet fredag, hvilket bliver med både torden og kraftig regn.

Til gengæld er det noget usikkert, hvornår fronten ankommer til de enkelt landsdele. Netop timingen af fronten kan nemlig få betydning, når Tour de France indledes med en 13 kilometers enkeltstart i de københavnske gader.

De første rytter sendes afsted klokken 16. Lige nu er der udsigt til tørt, men overskyet vejr på dette tidspunkt. Vinden vil være opfriskende og sidst på eftermiddagen være frisk til jævn fra vestlig retning.

Prognose fredag eftermiddag. Formentligt tørt, men overskyet. Opfriskende vind. Foto: TV 2 Vejret
Prognose fredag eftermiddag. Formentligt tørt, men overskyet. Opfriskende vind. Foto: TV 2 Vejret

Den sidste rytter ventes at være i mål cirka klokken 19.10. På dette tidspunkt er der i skrivende stund risiko for, at fronten er nået frem til København.

Dermed er der udsigt til, at de første ryttere kan starte i tørvejr, mens de sidste måske bliver sendt ud på våde veje, hvilket kan få betydning for, hvor hurtig enkeltstarten kan køres.

Prognose fredag aften. Timing af front noget usikker. Men de sidste rytter kan risikere at cykle på våde veje. Foto: TV 2 Vejret
Prognose fredag aften. Timing af front noget usikker. Men de sidste rytter kan risikere at cykle på våde veje. Foto: TV 2 Vejret

2. etape: Vinden kan skabe kaos

På lørdag sendes rytterne afsted på en knap 200 kilometer lang etape fra Roskilde til Nyborg.

Her venter der en dag med overvejende tørvejr og mulighed for nogen eller en del sol. Temperaturen kommer op omkring 22 graders varme. En enkelt lokal byge kan ramme ruten, men ellers forventes tørre veje.

Mens vejrforholdene overordnet set er ganske sommerlige, så kan især vinden få en stor rolle.

Prognose lørdag. Pænt med overvejende tørvejr. En enkelt byge kan ikke udelukkes. Vinden på broen er fra vestlig retning. Foto: TV 2 Vejret
Prognose lørdag. Pænt med overvejende tørvejr. En enkelt byge kan ikke udelukkes. Vinden på broen er fra vestlig retning. Foto: TV 2 Vejret

En stor del af etapen vil nemlig foregå langs med den vestsjællandske kyst – og slutter med en spektakulær afslutning hen over Storebæltsbroen.

De seneste prognoser viser, at det er ret sikkert, at der vil blæse en frisk til jævn vind på broen. Rammer den ind fra siden på et cykelfelt, kan det skabe stort kaos.

Der vil blæse en jævn til frisk vind på broen. Foto: TV 2 Vejret
Der vil blæse en jævn til frisk vind på broen. Foto: TV 2 Vejret

Den mest sandsynlige vindretning er i øjeblikket fra sydvest. Dermed er der udsigt til, at rytterne kommer til at køre i sidemodvind langs kysten, mens det formentlig bliver en modvind på broen.

Vinden kommer med stor sandsynlighed fra sydvestlig retning. Det betyder at vinden mere eller mindre løber parallel med broen. Foto: TV 2 Vejret
Vinden kommer med stor sandsynlighed fra sydvestlig retning. Det betyder at vinden mere eller mindre løber parallel med broen. Foto: TV 2 Vejret

3. etape: Rolige vejrforhold

Søndag køres tredje og sidste etape i Danmark, inden den franske rundtur flyttes til Frankrig. Her venter feltet 182 kilometer fra Vejle til Sønderborg.

Og her er der udsigt til endnu en pæn dag, hvor der ventes gode perioder med sol og op omkring 23 graders varme. Der er lidt større risiko for byger end lørdag, men for det sydøstlige Jylland ser det lige nu ud til at holde mest tørt.

Vinden forventes ikke at skabe de helt store problemer, da den blot vil være let til jævn fra sydvestlig retning. Men en forøgelse i vindstyrken kan igen give risiko for sidevindskørsel.

Prognose søndag. Igen en dag med overvejende tørvejr. Lidt større risiko for byger end lørdag, men formentlig får de lov til at køre mest i tørvejr. Foto: TV 2 Vejret
Prognose søndag. Igen en dag med overvejende tørvejr. Lidt større risiko for byger end lørdag, men formentlig får de lov til at køre mest i tørvejr. Foto: TV 2 Vejret

Nyhedsoverblik