Vi skulle mere end to uger ind i juli, før månedens første sommerdag viste sig med temperaturer over 25 grader.
Det skete torsdag, da varm luft blæste op over Danmark fra syd, som mange steder i landet gav en flot sommerdag med både sol og varme.
Varmest i Nordvestsjælland
Den højeste temperatur blev målt i Holbæk i Nordvestsjælland, hvor termometeret allerede tidligt på eftermiddagen for første gang i juli rundede 25 grader.
Det betegnes som en meteorlogisk sommerdag, når temperaturen et eller andet sted i landet stiger til mere end 25 grader.
I Holbæk blev det til 25,9 grader, da sommervarmen kulminerede sent torsdag eftermiddag.
Også andre steder i landet var det sommerligt varmt.
I København nåede temperaturen 24,5 grader, mens torsdagens højeste temperatur i Jylland blev målt i Aars i Himmerland. Her havde man torsdag eftermiddag 24,0 grader.
Flere sommerdage i vente
Torsdagens sommerdag blev den første siden 30. juni, og i alt var det sommerens 12. sommerdag.
Og meget tyder på, vi kan se frem til flere sommerdage.
Allerede fredag er der på Sjælland mulighed for temperaturer over 25 grader, ligesom lørdag kan byde på varmt sommervejr i den sydligste del af landet.
Ellers skal vi frem til starten af næste uge, hvor varm sommerluft vil blæse op over Danmark. Det vil fra tirsdag og frem til næste weekend mange steder i landet give temperaturer over 25 grader.