Russisk atom-ubåd spottet ved Storebæltsbroen

Den russiske ubåd 'Orel' har kurs mod Sankt Petersborg. Ifølge Forsvarskommandoen er det russiske fartøjs besøg udramatisk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mandag morgen brød et sjældent syn bølgerne under Storebæltsbroen, da en 154 meter lang, russisk atomdreven ubåd sejlede mellem betonbenene.

Forsvarskommandoen bekræfter over for TV 2, at den russiske ubåd er i dansk farvand med kurs mod Skt. Petersborg, hvor den skal deltage i arrangementet 'Flådens Dag' i slutningen af juli.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bygget under Den Kolde Krig

Den atomdrevne ubåd er døbt 'Orel' og har kapacitet til både krydsermissiler og torpedorør.

Ditte Dyreborg, der er orlogskaptajn og ubådsekspert, fortæller, at det er en af verdens største ubådstyper.

- Det er en jagtubåd, hvis formål er at uskadeliggøre hangarsskibsgrupper, siger hun om ubådstypen, der er bygget under Den Kolde Krig.

'Orel' er svær at overse - den måler 154 meter i længden og 20 meter i bredden og kan sejle med mere end 50 kilometer i timen under vandet.

Og selv om båden har plads til mere end 100 personer om bord, kan den være svær at spore, fordi den blandt andet er bygget af en særlig type stål, fortæller Ditte Dyreborg.

- Man kan sige, at dens magnetiske fingeraftryk er sløret, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Ditte Dyreborg fangede et billede af verdens største ubåd af Typhoon-typen, da den var i Danmark for et par år siden
Ditte Dyreborg fangede et billede af verdens største ubåd af Typhoon-typen, da den var i Danmark for et par år siden Foto: Privatfoto, Ditte Dyreborg.

Skal holde sig i overfladen

Ifølge Forsvarskommandoen er det helt udramatisk, at 'Orel' sejler gennem dansk farvand. De peger også på, at ubåden følger de internationale regler for uskadelig passage.

Som et af de "fremmede magters skibe" skal den russiske ubåd sejle direkte igennem det danske farvand uden ophold, og ubåden skal sejle i overfladen af havet.

Ditte Dyreborg påpeger, at ubåden også ville have svært ved at sejle særlig dybt under havoverfladen. For 'Orel' er bygget til meget større vanddybder.

- Den er så stor, at den vil have svært ved at manøvrere rundt i vores farvande, hvor vanddybderne er ret begrænsede. Nogle steder endda så lav, at den ville kunne skrabe bugen mod havbunden, hvis den vovede sejlads med stor hastighed, siger hun.

Rute rundt om Skandinavien

De danske have ligger cirka halvvejs på ubådens rute - turen går fra de arktiske have, nord om Norge, forbi Danmark, ind i Østersøen for til sidst at ende i Den Finske Bugt ved Sankt Petersborg.

Det kan lyde af en lang sejltur, men ubådene er bygget til langtidsfart. Ifølge Ditte Dyreborg kan de sagtens sejle tre-fire måneder uden ophold ved land.

- Og så er det første, der løber op, ikke brændstoffet - det er fødevarerne, siger hun.

"Ingen tvivl" om aktive våben

'Flådens dag' er ikke kun et russisk fænomen - det findes blandt andet også i Danmark og Storbritannien.

Men uanset hvor arrangementet afholdes, er målet det samme, lyder det fra Ditte Dyreborg.

- Det handler om at vise styrke. Både over for sin egen befolkning, for regeringen og omverdenen, siger hun.

Derfor er hun heller ikke i tvivl om, at missilerne ombord på ubåden er aktive.

- Det svarer jo til, at man i stedet for at vise en knyttet næve med et boldtræ, viser en fremstrakt hånd med en buket blomster i, siger Ditte Dyreborg.

Tidligere danske visit

Det er ikke første gang, at 'Orel' er i Danmark - både sidste år og i 2018 lagde den 154 meter lange ubåd vejen forbi Østersøen for at deltage i flådefejringen i Skt. Petersborg.

Artiklen fortsætter under billedet.

a 'Orel' var i Danmark sidste gang, var den i selskab med skibet 'Peter den Store'
a 'Orel' var i Danmark sidste gang, var den i selskab med skibet 'Peter den Store' Foto: Privatfoto, Ditte Dyreborg.

For tre år siden passerede fire russiske skibe også Danmark for at deltage i Flådens dag - der var tale om to enorme russiske ubåde og to slæbebåde dansk vand.

Om der de kommende dage vil sejle flere russiske fartøjer under Storebæltsbroen, kan Forsvarskommandoen ikke bekræfte. Det kan de nemlig først i det øjeblik, bådene er i dansk farvand, oplyser de.


Nyhedsoverblik