Risiko for skybrud over dele af Danmark fredag

Usikkerheden er endnu stor, men man kan alligevel trække en grov linje ned gennem landet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Natten til fredag kan himlen blive oplyst af lyn, og torden kan rumle i det fjerne, når et muligt uvejr dannes over Danmark.

På grænsen mellem varm og fugtig luft mod øst og køligere luft mod vest opstår der fredag nemlig en vejrsituation, som kan give både intens og langvarig regn.

Der er risiko for, at regnen i perioder falder så hastigt, at der bliver tale om skybrud. Det sker, hvis der falder mere end 15 millimeter regn på en halv time.

Risikoen for den intense regn er størst over den østlige del af Danmark. Således har TV 2 Vejret udsendt et risikovarsel for netop skybrud over Sjælland, Lolland, Falster, Møn og Bornholm.

Grænsen mellem varm og fugtig luft mod øst og køligere luft mod vest bliver skærpet over Østdanmark, og det er i grænsezonen, at de kraftigste byger kan opstå. Foto: TV 2 Vejret
Grænsen mellem varm og fugtig luft mod øst og køligere luft mod vest bliver skærpet over Østdanmark, og det er i grænsezonen, at de kraftigste byger kan opstå. Foto: TV 2 Vejret

Allerede torsdag aften kan de første byger gå i land over Sydhavsøerne, og hen over natten til fredag tiltager risikoen på Sjælland og Bornholm. Helt frem til sent fredag aften er der risiko for kraftige byger i disse områder.

Indtil videre er der tale om det, der kaldes en "mindre risiko". At man er i den kategori skyldes først og fremmest, at der endnu er en meget stor usikkerhed i, hvor regnen rammer helt præcis.

Kontrasterne skærpes over Danmark

Grunden til den store usikkerhed skal vi finde i den måde, som regnbygerne opstår på i denne vejrsituation.

Nogle gange optræder de kraftige byger i forbindelse med en front, som er i bevægelse, og her er usikkerheden ofte ret lille. Her handler det mest om at ramme det helt rigtige tidspunkt.

Andre gange opstår bygerne spontant over et ret veldefineret område. Her er usikkerheden lidt større, men igen handler det mest om at ramme det rigtige tidspunkt.

Vejrsituationen fredag er derimod af den type, hvor både området og tiden er usikker. Området kan med rimelig sikkerhed afgrænses til øst for Storebælt, men så kommer vi det ikke meget nærmere.

KRAFTIG REGN OG SKYBRUD

  • Skybrud er, når der falder mere end 15 mm regn over en periode på maksimalt 30 minutter

  • Skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.


Kilde: TV 2 Vejret

Bygerne opstår nemlig i forbindelse med en front, som dannes over Danmark. Det sker, når varm luft mod øst og køligere luft mod vest rykker tættere på hinanden, så overgangen bliver mere brat. Man taler om, at gradienten skærpes.

Men intensiveres fronten over Vestsjælland eller Bornholm eller et sted midt imellem, er prognoserne i skrivende stund ikke enige om. Det som til gengæld ligger rimeligt fast er, at når først fronten er blevet dannet, vil bygerne fortrinsvis opstå i forbindelse med den, og i fronten er alle ingredienserne til kraftigt uvejr til stede.

Så der er mulighed for et rigtigt tordenuvejr i Østdanmark fra sent torsdag aften og til sent fredag aften, og man kan med fordel nu sikre sig, at man er klar til et eventuelt skybrud.


Nyhedsoverblik