Efteråret er i den grad kommet. De seneste to dage har været regnfulde, og i dag er en ny front med regn på vej. Det er med andre ord vejr til efterårstøj, som man kan holde varmen i, når det både skal regne og blæse.
Fronten fra vest ankommer til Jylland i formiddag og forlader Bornholm i nat. Det giver mellem 10 og 20 millimeter regn i Vestjylland og generelt mindre, des længere vi kommer mod øst.
Morgenen byder på temperaturer mellem 7 og 16 grader, og de fleste steder er det ret klart, så morgensolen kan varme lidt. Det er dog en stakket frist i Jylland, hvor fronten med skyer og regn nærmer sig.
Omkring klokken ti vil det være skyet i Jylland, og regnvejret banker på ved Vestkysten. Fra Lillebælt og østover er der stadig huller i skydækket, så septembersolen kan nydes.
Først på eftermiddagen er der stadig plads til nogen sol på Sjælland, Møn og Lolland-Falster, mens det regner i store dele af Jylland. Her kan du på en radarfilm se, hvor langt regnen er kommet.
Midt på eftermiddagen når regnvejret til Storebælt, og ved Vestkysten er vinden tiltaget til kuling fra sydvest.
I aftentimerne giver fronten regn til de østlige egne, og først på aftenen kan det endnu regne i Øst- og Sønderjylland. I Nord- og Vestjylland vil det klare op med en smule aftensol og aftagende vestenvind.
Sidst på aftenen forlader regnvejret Sjælland og har kurs mod Bornholm, som i dag får det pæneste vejr. Til gengæld vil det regne på Bornholm i nat, mens det holder tørt i resten af landet.
Dorian mærkes i Danmark
Dagens regnvejr skyldes en front fra det ekstratropiske lavtryk, som på nedenstående grafik ses øst for Island.
For halvanden uge siden var Dorian en kategori 5-orkan, som passerede direkte ind over Albaco-øerne og Grand Bahama i Bahamas. Øerne blev udsat for enorme ødelæggelser, og det foreløbige dødstal er 50. Oprydningsarbejdet kommer til at tage flere år.
Dorian bevægede sig efterfølgende mod Florida og op langs USA's østkyst. Her snittede orkanen North Carolina, før den bevægede sig videre mod nord. Nær Canada blev Dorian fanget af vestenvindsbæltet og blev omdannet til et normalt lavtryk.
Dorian mistede herefter sin symmetriske tropiske karakter og begyndte at få karakteristika som et ekstratropisk lavtryk. Det er lavtryk, som vi kender dem i Europa med fronter og en hurtig bevægelse. Det er en koldfront fra Ex-Dorian, som i dag passerer Danmark.
Gabrielle kommer også
Lidt mere under radaren har Gabrielle befundet sig - en tidligere tropisk storm, der i hele sin levetid har befundet sig over hav. Gabrielle har ligesom Dorian bevæget sig mod nord og vil nu trække mod Europa i vestenvindsbæltet.
Resterne af Gabrielle ankommer med regn til Danmark natten til fredag. Både i morgen og fredag holder det mest tørt i dagtimerne.