Rejsende kan ikke få plads trods halvtomme tog - pladsbilletter bliver ikke brugt

Mange danskere bestiller flere pladsbilletter, end de skal bruge, og det betyder, at andre ikke kan komme med toget, selv om det er halvtomt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forestil dig du står på Københavns Hovedbanegård og skal med regionaltoget hjem til Roskilde efter en lang og hård arbejdsdag i København.

Du vil bestille en pladsbillet på appen, men her er pladsbilletterne udsolgt til den afgang. Da toget kommer, kan du se, det er halvtomt.

Det er en situation, Martin Ågerup, der er direktør for den liberale tænketank Cepos - og pendler mellem Roskilde og København flere gange om ugen - ofte har oplevet, især på vej hjem fra arbejde.

- Og så kunne jeg jo godt på forhånd bestille pladsbilletter til alle afgange den eftermiddag, men det nægter jeg. Det, synes jeg, er asocialt. Så jeg vælger ofte at gå ombord på toget alligevel, hvis jeg kan se, det er halvtomt, siger Martin Ågerup.

Læs også
Seneste nyt om coronavirus
Læs også
Seneste nyt om coronavirus

Op mod 25 procent bliver ikke ikke brugt

Tony Bispeskov, informationschef i DSB, bekræfter, at mange danskere - modsat Martin Ågerup - vælger at bestille flere pladsbilletter, end de skal bruge.

- Vi har oplevet på det seneste, at flere er kommet tilbage i togene. Der er et stigende antal, i nogle tilfælde op mod 25 procent, som ikke afbestiller de pladsbilletter, de ikke bruger. Man skal huske at lægge billetter tilbage i appen, hvis man ikke bruger dem. Ellers kan andre ikke få glæde af dem, siger Tony Bispeskov.

I øjeblikket er det et krav for at kunne køre med Intercity- eller Regionaltog, at man har pladsbillet, inden man stiger på toget.

quote Man skal huske at lægge billetter tilbage i appen, hvis man ikke bruger dem

Tony Bispeskov, informationschef i DSB

Spørg personalet, om du kan komme med

Tony Bispeskov opfordrer dog til at spørge personalet, om man ikke kan komme med alligevel, hvis man ikke kan få pladsbillet, men kan se, at toget er halvtomt.

I øjeblikket er der på grund af coronapandemien begrænsninger på, hvor mange pladser i togene DSB må fylde. På regionaltogene må DSB udnytte 70 procent af pladserne, og på Intercity-togene er det 50 procent.

Det betyder, at mange danskere må ændre rejseplaner, fordi andre ikke har returneret pladsbilletter, de ikke skal bruge alligevel.

På stationen i Odense ventede de to skolelever Anna Holland og Mikkel Claville torsdag på deres tog til Esbjerg.

- Vi har måttet omlægge vores planer. Vi ville have taget et tidligere tog. Men der bliver rimeligt hurtigt udsolgt på de lidt større ruter, hvor man skal langt, siger Anna Holland og Mikkel Claville.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I et Facebook-opslag og i en blog i Jyllands-Posten opfordrer Martin Ågerup transportordførerne hos Folketingets partier til at stå sammen om at få afskaffet kravet om pladsbilletter i togene.

- Appen fungerer ikke. Systemet må laves om. Og det fornuftigste ville være helt at afskaffe kravet om pladsbillet. Jeg mener, at dem, der må tilpasse sig her, det er DSB, siger Martin Ågerup.

Minister: Lempelser skal ske i forsvarligt tempo

DSB er i løbende dialog med Transportministeriet om eventuelle lempelser, men transportminister Benny Engelbrecht (S) forholder sig i et skriftligt svar til Ritzau ikke til, om der er lempelser af reglerne på vej.

- Jeg har stor forståelse for, at restriktioner er besværlige i danskernes dagligdag, og vi arbejder også løbende for at løsne restriktionerne i takt med genåbningen og øge adgangen til den kollektive trafik.

- Det vil vi fortsætte med. Men det skal være i et tempo, der er forsvarligt i forhold til at holde smitten nede, siger han i et skriftligt svar.

Ministeren opfordrer samtidig til, at togpassagerer kun bestiller de pladsbilletter, de har behov for.


Nyhedsoverblik