Region Sjælland under voldsomt pres: - Aflys nytårsaften

Begræns danskerne til deres hustande og vær virtuel social med andre, lyder koncerndirektør Leif Panduros ønske til nytårsaften.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Udsigten til en nytårsaften med fest og farver samt en masse sociale sammenkomster, får nu koncerndirektør Leif Panduro fra Region Sjælland til at ønske et stop for markeringen af årsskiftet.

Anledningen er det stigende antal indlagte, som over de seneste fire uger har sat sundhedssektoren i dele af landet under pres.

- Jeg kunne sagtens se et totalt stop for nytårsaften. Det er en supersprederbegivenhed, som vil føre til yderligere smitte oveni i den, vi får fra juledagene. Jeg håber det ikke, men jeg frygter det, siger Leif Panduro til TV 2.

Langt fra andre landes yderligheder

Koncerndirektøren peger på, at Danmark i sammenligning med andre europæiske lande langt fra er gået til de samme restriktive yderligheder. Men at det kan blive nødvendigt for at inddæmme smitten.

- Når jeg siger, at man skal stoppe nytårsaften, betyder det, at vi er begrænset til vores husstande og/eller er sammen med andre virtuelt. Vi har set andre europæiske lande, som var på en tilsvarende smittekurve, indføre udgangsforbud. Der har været meget drastiske foranstaltninger i andre lande, siger Leif Panduro.

Søndag meldte Region Sjælland ud, at man nu vil hæve sit beredskab til trin 4. Det betyder, at mere personale dedikeres til covid-19 patienter. Mandag er man oppe på 147 indlagte og alene fra søndag til mandag er der kommet 14 til.

Det får konsekvenser i form af aflyste operationer, trængsel på de enkelte stuer, eller at man må afkorte indlæggelsesforløb og henvise til videre forløb hos praktiserende læger.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi ser hele tiden på, hvem der bedst kan tåle at blive skubbet i i forhold til operationer og behandlinger. Vi taler tusinder, men håber på, at smittetallet falder, så der kun er tale om kortvarige udsættelser, siger Panduro, som understreger, at akut og alvorlig sygdom stadig behandles som altid.

Gode vaner vigtigere end nogensinde

Region Sjælland er ikke det eneste område i landet, hvor man er i øget beredskab.

covid19_patient_i_isolation_.jpg
Læs også
Region Sjælland: - Vi kan komme derhen, hvor vi skal prioritere mellem patienter, der ikke kan tåle at vente for længe
covid19_patient_i_isolation_.jpg
Læs også
Region Sjælland: - Vi kan komme derhen, hvor vi skal prioritere mellem patienter, der ikke kan tåle at vente for længe

Det gør sig også gældende i Region Nordjylland, hvor man åbner flere sengepladser.

Mandag er der 51 indlagte på de nordjyske hospitaler, hvilket er en stigning på 16 siden sidste mandag.

Ulla Astman (S), regionsrådsformand i Region Nordjylland, siger, at omlægningen betyder, at en del ikke-akutte operationer på hospitalerne vil blive udskudt.

Også hun opfordrer til at begrænse det sociale samvær mest muligt for at stoppe smitten.

- De gode vaner med at spritte hænder, holde afstand, bruge mundbind og ikke forsamles er vigtigere end nogensinde, hvis vores hospitaler skal kunne modstå presset, siger hun.

Konkret hæver Aalborg Universitetshospital sit beredskabsniveau til trin 4. Her bliver der åbnet ni ekstra senge.

Regionshospitalet Nordjylland hæver beredskabet til trin 3. Det giver fire ekstra senge på et nyt pandemiafsnit på hospitalet.

Tirsdag morgen er Sundhedsstyrelsen kommet med gode råd til nytårsaften. På Twitter skriver direktør Søren Brostrøm, at styrelsen blandt andet opfordrer til at aflyse aftaler med personer, man ikke plejer at se, til nytårsaften.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nyhedsoverblik