Prognose: Det lune vejr fortsætter

Efter en våd og efterårsagtig weekend begynder næste uge med lidt mere tørt vejr, inden regnen vender tilbage.

Med op til 20 grader mange dage i næste uge ser vejret ud til stadig at ville vise sig fra sin sensommerlige side.

Især mandag og tirsdag bliver behagelige efterårsdage med halvoverskyet vejr, meget få byger og lune temperaturer.

Ser man lidt længere frem, bliver det dog noget mere ustadigt fra midten af næste uge.

Lune efterårsdage mandag og tirsdag

Mandag bliver det en lun efterårsdag med temperaturer på op til 20 grader. Da der kommer en del plads til solen, og weekendens blæst har lagt sig, bliver det en behagelig dag.

Der er mulighed for en enkelt byge eller to, men langt de fleste vil opleve en hæderlig og tør efterårsdag.

Prognose mandag klokken 14.00.
Prognose mandag klokken 14.00.

Tirsdag minder meget om mandag, igen med temperaturer der kan nærme sig 20 grader og let vind.

Det ser ud til, at der kan være mere skyet tirsdag, men der bør stadig være plads til solen.

Prognose tirsdag klokken 14.00.
Prognose tirsdag klokken 14.00.

I løbet af tirsdagen kan der opstå flere byger, men de bliver igen lokale, så de fleste vil også opleve tørvejr i løbet af dagen.

Onsdag vender regnen tilbage

Onsdag ser det ud til, at et lille lavtryk skal passere landet fra sydvest. Det kan medføre en del nedbør, da modellerne lige nu forudser, at lavtrykket kommer til at passere langsomt.

Det er stadig usikkert, præcis hvor og hvornår lavtrykket rammer landet, og hvor meget regn der kommer.

Nedenfor kan du set den europæiske vejrmodel, ECMWFs bud på, hvornår lavtrykket ankommer.

Prognose onsdag klokken 13.00. Et lavtryk passere landet fra sydvest.
Prognose onsdag klokken 13.00. Et lavtryk passere landet fra sydvest.

Torsdag og fredag er der også mulighed for byger, da resterne af onsdagens lavtryk stadig kan give regn.

Dog ser temperaturen ud til at kunne komme op på omkring 20 grader.

Den samme vejrmodel som før, ECMWF, giver også et bud på, hvor meget regn vi kan forvente i næste uge.

Prognose for akkumuleret nedbør frem mod fredag.
Prognose for akkumuleret nedbør frem mod fredag.

Dette er blot et bud på nedbørsfordelingen, og det kan sagtens ende helt anderledes.

Nyd det lune vejr

I den nye klimanormal for september er den gennemsnitlige daglige maksimumstemperatur på 17,4 grader.

Det er dog en god ide at nyde de næste dages lune vejr, da det ikke er sikkert, temperaturen holder sig over gennemsnittet hele september.

Du kan læse mere om, hvordan vejret normalt er i efteråret her.

5-døgnsprognosen fra 13. september til 17. september.
5-døgnsprognosen fra 13. september til 17. september.