Nu styrtdykker temperaturerne: Her bliver det 12 grader koldere mandag

En markant koldfront bevæger sig i aften og i nat ned over Danmark og giver os en kold og blæsende mandag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De fleste danskere soler sig atter på den første søndag i maj. Kun i hovedstadsområdet, i Nordsjælland og nær Den Jyske Vestkyst har skyerne hængt til over middagstid.

Her kommer solen dog nok også frem i løbet af eftermiddagen, men det gælder i den grad om at nyde eftermiddagens solskinsvejr og de 15-20 grader, som vil præge det meste af landet.

I aften og i nat passerer en koldfront med skyer og byger nemlig ned over landet fra nord, og bagpå den strømmer særdeles kølig luft for årstiden frem imod Danmark.

Det betyder, at temperaturerne styrtdykker frem mod i morgen, hvor vi kun når op mellem 7 og 10 graders varme landet over. 

Der, hvor temperaturerne falder mest er i Midt- og Nordjylland, hvor dagens cirka 20 grader i morgen bliver til cirka 8 grader, som det maximale. Det er et temperaturfald på 12 grader over ét døgn.

Regnbyger til de sydlige egne

Dog får vi nogen eller en del sol og kun få byger, der især kan falde i de sydlige egne først på dagen.

Ikke nok med at vi skal lægge korte bukser på hylden, så bliver det også ganske blæsende med frisk eller hård vind fra nordøst - i nat ved kysterne sågar op til kuling. 

Det kølige majvejr holder ved det meste af ugen, selvom temperaturerne langsomt kravler op mellem 10 og 15 grader hen imod næste weekend.