Ministeren skrider ind: Vil forhindre store prisstigninger hos varmekunder

Hvis kommuner trækker penge ud af fjernvarmeselskaber, vil regeringen med nyt hasteforslag modregne dem i bloktilskuddet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For at undgå, at danske fjernvarmekunder ender med en stor prisstigning, har energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) onsdag fremsat et hastelovforslag i Folketinget, der skal regulere fjernvarmesektoren.

Ifølge TV 2s oplysninger er der flertal for forslaget, der med øjeblikkelig virkning begrænser kommunernes muligheder for at trække penge ud af fjernvarmeselskaberne.

Konkret vil regeringen modregne kommunerne 100 procent i bloktilskuddet fra staten, hvis de vælger at trække penge ud og lade forbrugerne dække hullet.

Modregningen skal sikre, at kommunerne ikke anvender forrentningen af indskudskapitalen på kommunale anlægsprojekter.

- For mig er det afgørende, at vi nu og her får strammet reglerne, så kommunerne og deres selskaber ikke længere har mulighed for at bruge fjernvarmeværkerne som bank eller udskrive pludselige og uforholdsmæssigt store ekstraregninger over varmeprisen, siger Lars Christian Lilleholt.

- Fjernvarmekundernes penge skal blive i sektoren eller sendes retur i form af investeringer og lavere varmepriser, de skal ikke bruges på alt mulig andet, som at bygge kulturhuse eller svømmehaller.

Store regninger truede

Sagen tog fart, da Eniig Varme i Herning ved en prøvesag hos Energitilsynet i marts fik ja til at opkræve 172 millioner kroner ekstra hos sine kunder.

Kernen i prøvesagen er en nyfortolkning af det, som i fagsprog kaldes forrentning af indskudskapital.

De penge kan fjernvarmeselskaberne helt frit disponere over i modsætning til hovedreglen, der ifølge Jyllands-Posten betyder, at alt, hvad de tjener, skal føres tilbage i deres selskaber.

Næsten 60 fjernvarmeselskaber har søgt om forrentning af deres indskudskapital, og får de samme svar som Eniig Varme, vil der potentielt kunne blive udskrevet regninger i milliardklassen til forbrugerne.

Hvis en forsyningsleverandør får godkendt ansøgningen af Energitilsynet, har den lov til at opkræve forrentning hos kunderne, ligesom Eniig har gjort. Det skal selskabet og dets ejere så afgøre, om de ønsker at gøre.

Brancheforening: Lovligt tyveri

Det er dog langt fra sikkert, at regningen ender hos forbrugerne. Da sagen med Eniig Varme kom frem, gik brancheforeningen Dansk Fjernvarme nemlig noget usædvanligt i offensiven mod de medlemmer, der havde planer om at skrue op for prisen hos kunderne.

Efter den nye udmelding fra regeringen er Kim Mortensen, der er direktør i Dansk Fjernvarme, tilfreds med, at der kommer en politisk afklaring.

- Der har igennem en lang årrække været politisk ønske om at sætte en stopper for fjernvarmeselskabernes mulighed for at trække penge ud af selskaberne, siger Kim Mortensen og tilføjer:

- Fjernvarmekundernes penge skal bruges på fjernvarme. Derfor er jeg glad for, at ministeren nu vil sikre, at pengene ikke skal bruges på alt muligt andet.

Af de 57 fjernvarmeselskaber, der har søgt, er 19 ifølge Altinget forbrugerejede. Det betyder, at en eventuel forrentning af indskudskapitalen her ikke må forlade kundernes lommer.

29 af dem er kommunale og kan derfor potentielt rammes af den nye hastelov, hvis den vedtages.

Her kan du se forsyningsselskaber/kommuner her i regionen, som har ansøgt om at få forrentet deres indskudskapital.

Forsyningsselskaber her i regionen:

  • AffaldPlus, Næstved
  • Holeby Fjernvarme
  • Haslev Fjernvarme
  • Lolland Varme
  • Ringsted Fjernvarme

 


Nyhedsoverblik