Mere regn på vej til drivvådt Danmark - så meget falder der hos dig

I løbet af det næste døgn kan der stedvis falde mellem 15 og 20 millimeter regn.

Tema: Danmark under vand
uniE095 Mere om tema
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Regnen har silet i februar, og der er mere på vej.

Et frontsystem nærmer sig med hastige skridt Danmark fra vest, og hele to regnvejr skal i løbet af de næste 24 timer passere landet. I første omgang stifter vi bekendtskab med lavtrykkets varmfront, som vil give mellem to og fem millimeter regn. Det er dog kun en forsmag på koldfronten, som i aftenens løb vil bevæge sig ind over os fra Nordsøen.

I forbindelse med koldfronten vil der falde væsentligt mere regn, hvor man kan få op til 15 millimeter regn de steder, hvor der falder mest.

De største regnmængder vil falde i Jylland, hvor man i forvejen oplever de største udfordringer med meget regn og store oversvømmelser. Udsigten til de nye regnmængder vil derfor uomtvisteligt gøre de allerede eksisterende problemer værre, selvom det er meget svært at vurdere, hvor problemerne lokalt vil blive størst.

Samlede nedbørsmængder frem til fredag morgen klokken 04. Lokalt kan der i dele af Jylland falde op til 20 millimeter regn.
Samlede nedbørsmængder frem til fredag morgen klokken 04. Lokalt kan der i dele af Jylland falde op til 20 millimeter regn.
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Længere østpå i landet vil det næste døgn generelt 'kun' byde på mellem fem og ti millimeter regn.

Februar er på vej til at blive den vådeste, siden målingerne startede

Til og med torsdag morgen har DMI målt hele 84,8 millimeter regn på landsplan siden 1. februar. Normalt falder der blot 38 millimeter regn i februar, som er den tørreste måned i Danmark. Den vådeste februar målt i Danmark siden 1874, hvor målingerne begyndte, fik vi i 2002, hvor der i alt faldt 109 millimeter regn.

Med udsigt til mere regn de kommende dage er der en reel mulighed for at februar i år bliver den vådeste, der er målt i Danmark.

VIDEO: Den megen regn skaber udfordringer for landmændene, der ikke kan komme af med gyllen på de oversvømmede marker.