Mellem 15 og 18 grader - tæt på varmerekord mandag

Mandag eftermiddag kan temperaturen nå op mellem 15 og 18 grader i Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oktober har været mild med middeltemperatur over en grad varmere end det normale, og på mandag bliver det decideret varmt, selvom vi skriver november.

Prognose af middelvind og temperatur mandag eftermiddag. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret
Prognose af middelvind og temperatur mandag eftermiddag. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Prognoser forudser mellem 15 og 18 grader, og novembers varmerekord lyder på 18,5 grader målt på Sydsjælland i 1968.

Det er fem år siden, vi sidst har haft over 15 grader på en novemberdag, og den normale eftermiddagstemperatur i november er 7 grader.

På denne årstid med de hastigt aftagende dage bliver det koldere, når luften over Danmark står stille. Derfor kræver en varme, som den vi får på mandag, vind fra varmere himmelstrøg.

Trajektorieberegning af luften over Lolland mandag klokken 15. Linjen går tilbage i tid til tidligt lørdag. Azorerne er den øgruppe, man ser nær den røde linje vest for Portugal. Foto: GRAFIK / NOAA HYSPLIT MODEL

Tidligere tropisk orkan virker som varmepumpe

Ovenstående grafik viser, at luften over Danmark på mandag kommer fra sydvest i en hurtig og direkte bane. Årsagen til varmetransporten er flere dybe lavtryk - heriblandt den tidligere tropiske orkan Zeta - der bevæger sig over Atlanterhavet. Disse lavtryk virker som varmepumper, der sender varm luft fra den portugisiske øgruppe Azorerne mod Danmark.

Azorerne har i øjeblikket temperaturer omkring 22 grader.

Prognose med fronter mandag eftermiddag. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret
Prognose med fronter mandag eftermiddag. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Den meget varme luft vil senere mandag erstattes af koldere luft, når en koldfront passerer fra vest.

Det bliver derfor heller ikke behageligt efterårsvejr, men både regnfuldt og blæsende. I forbindelse med koldfronten får vinden høj styrke.

Prognose af vindstød mandag eftermiddag. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret
Prognose af vindstød mandag eftermiddag. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Prognosen har stedvist vindstød af stormstyrke, og i Skagerrak er vindstødene på den seneste prognose af stærk storm.

Nyhedsoverblik