Bor man de 'rigtige' steder i landet, så kan man se frem mod en mandag, der kan blive helt sommerlig. Men det er ikke alle steder i landet, at man vil opleve morgendagen som sommerlig.
Lun luft blæser op over landet fra sydlige retninger, og det giver mulighed for temperaturer mellem 20 og 23 grader over den sydøstlige del af landet.
Samtidig vil der være god plads til solskin, og mange fynboer, sjællændere samt folk, der bor på Lolland-Falster og Bornholm, kan se frem til en helt sommerlig mandag.
Torden står på lur
Anderledes kedeligt bliver vejret i den nordvestlige halvdel af Jylland, hvor en front fra Nordsøen giver skyer og perioder med regn.
Desuden vil temperaturerne i den del af landet blot ligge på 16-18 graders varme, hvilket lægger et tæt låg på sommerfornemmelserne udenfor.
Generelt går vi ind i en uge med temperaturer der mange dage kan nå 20-23 graders varme, men samtidig 'lurer' flere områder med regn- og torden i nærheden.