Lørdag kan blive den koldeste dag i over tre måneder

Med nærmest efterårsagtigt vejr vil lørdag være en kontrast til det lune sommervejr, vi har vænnet os til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Selvom kalenderen fortsat viser august, og dermed sommer, så bliver lørdagsvejret mange steder mere efterårsagtigt.

For årstiden kold luft blæser ind over Danmark fra vest og nordvest, og det bringer temperaturerne ned på et ganske behersket niveau.

Mange steder vil man opleve at temperaturen ikke kommer over 15-16 graders varme, og især i den vestlige del af Jylland, hvor der er flest byger og mest vind, kan termometret endda vise 14 grader som højeste temperatur.

Marginalt lunere bliver det længst mod øst på Bornholm, hvor man i eftermiddag kan nærme sig 18 graders varme. 

Samlede nedbørsmængder frem til sent lørdag aften. Nedbøren vil være ulige fordelt, da den falder i form af byger. Lokalt kan man dog få op mellem 20 og 30 millimeter regn.
Samlede nedbørsmængder frem til sent lørdag aften. Nedbøren vil være ulige fordelt, da den falder i form af byger. Lokalt kan man dog få op mellem 20 og 30 millimeter regn.
Foto: TV 2 Vejret

Det bliver første gang i mere end to måneder, at vi ikke når mindst 20 grader et eller andet sted i landet, og med stor sandsynlighed ender lørdag endda med at blive den koldeste dag siden den 11. maj. Dengang blev der målt 18,3 grader som højeste temperatur på Djursland.

Risiko for skybrud

Selvom vejret over store dele af de østlige egne kan virke fredeligt her til morgen, så kan skinnet bedrage. Og det er præcis, hvad det gør lørdag. 

Over den vestlige del af Jylland er der allerede en del byger, som stedvist har været med torden.

De fortsætter med at bevæge sig videre ind over landet fra vest resten af dagen og kan lokalt give store nedbørsmængder. Desuden kan bygerne i dagens løb blive så kraftige, at de kan give regulære skybrud. TV 2 VEJRET vurderer at risikoen er størst mellem klokken 8 og 18 over den vestlige del af Jylland. 

I det grønne område er der lørdag risiko for skybrud.
I det grønne område er der lørdag risiko for skybrud.
Foto: TV 2 Vejret

I resten af landet kan bygerne også blive ganske kraftige, og være med hagl og torden, men her er risikoen for skybrud mindre. I perioder skal der nok komme solskin, men mange steder vil man opleve en dag, hvor det fortrinsvis er skyer og byger som dominerer.

Der vil lørdag være jævn til frisk vind, men ved vestvendte kyster op til hård vind fra vestlige retninger.

KRAFTIG REGN OG SKYBRUD