Lille ø får stor æblehøst takket være sin beliggenhed

På Fejø er der optimale betingelser for frugtavl, og årets æblehøst tegner, i modsætning til andre steder i landet, rigtig god.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Midt i Smålandsfarvandet - imellem Sjælland og Lolland - ligger en lille ø med knap 500 beboere. En af dem er Laust Spandet Jensen. Han har dyrket frugt på Fejø siden 1998, men traditionen for frugtavl går meget længere tilbage end det:

- Vi har en placering her på Fejø med klimatiske fordele. Vi har flere solskinstimer - op mod 200 solskinstimer mere - end landsgennemsnittet, plus den kystnære placering gør, at vi ikke har nattefrost i blomstringen, fortæller Laust Spandet Jensen.

Der høstes i øjeblikket Pigeon-æbler hos Fejø Frugt. De lægges på jorden, hvor de eftermodner og bliver røde. Foto: Leander Tram / Privatfoto
Der høstes i øjeblikket Pigeon-æbler hos Fejø Frugt. De lægges på jorden, hvor de eftermodner og bliver røde. Foto: Leander Tram / Privatfoto

Frost i blomstring er skadeligt

Vinteren 2019/2020 blev den varmeste vinter nogensinde registreret i Danmark. Det fik flere frugtræer til at udvikle deres blomsterknopper hurtigere end normalt, og den nattefrost, som efterfølgende indtraf i både marts og april, da træerne blomstrede, var derfor ødelæggende for mange danske frugtavlere.

Læs også
Fejø hyldede Danmarks nationalfrugt - og folk strømmede til øen
Læs også
Fejø hyldede Danmarks nationalfrugt - og folk strømmede til øen

Men på Fejø sørgede et varmt hav for at holde nattefrosten stangen. Samtidig får øboerne ekstra meget ud af solen:

- Når solen skinner, reflekterer den i vandet, så vi har en højere solintensitet her, end man har længere inde i landet, forklarer Laust Spandet Jensen.

Vejret har betydning for smagen

Hos Fejø Frugt høster man hvert år 3,4 millioner kilo æbler og pærer, og vejret kan tydeligt smages i frugten, mener Laust Spandet Jensen:

- Æbler i Danmark får en anden karakteristika, end de sydlandske æbler har. De danske æbler har langt mere syre og sødme. Det skyldes blandt andet al den regn og rusk, som æblet udsættes for, fortæller han.

Et modent æble er rødt og gerne med en gul kind. Stilken skal helst forblive på æblet, når det plukkes. Så holder det længere. Foto: Leander Tram / Privatfoto
Et modent æble er rødt og gerne med en gul kind. Stilken skal helst forblive på æblet, når det plukkes. Så holder det længere. Foto: Leander Tram / Privatfoto

Modent æble? Kig på kernerne

Det er indenfor den næste måned, at mange æbler er plukkemodne. Men hvordan ved man, om æblerne hjemme i haven er modne og klar til høst? Laust Spandet Jensen har et godt råd:

- Skær æblet over og kig på kernerne. Hvis de er mørkebrune, så er æblet klar til at blive spist, afslutter han.


Nyhedsoverblik