Kronprinsparret sår tvivl om børns fremtid på Herlufsholm

Kronprinsparret reagerer nu på kritikken af den manglende stillingtagen til deres børns fremtid på Herlufsholm, efter en TV 2-dokumentar har afdækket voldelig og krænkende adfærd på skolen.

- Som forældre står vi i denne tid over for nogle svære overvejelser om vores ældste børns skolegang, skriver de i et opslag på Facebook.

Her understreger de også, at de er bevidste om deres særlige position som kronprinspar.

Børnene er glade

På nuværende tidspunkt går den 16-årige ældstesøn prins Christian på kostskolen, mens 15-årige prinsesse Isabella efter planen skulle starte på skolen efter sommerferien.

-  Vi forældre til en søn, der er meget glad for at gå på skolen. Og en datter, som længe har glædet sig til at starte samme sted, skriver de.

Derfor har dokumentaren nu stillet forældrene i en svær situation. For kronprinsparret understreger samtidig, at mobning, vold og krænkelser "aldrig er acceptabelt".

- Vi skal reagere på de smertefulde og ødelæggende hændelser ved at insistere på forandringer, der sikrer et trygt miljø for alle. Og så skal vi anerkende modet hos dem, som har delt deres voldsomme oplevelser, lyder det i Facebookopslaget.

Læs også
Kronprinsparret om Herlufsholm-dokumentar: - Vi er dybt rystede

Kan det gå hånd i hånd?

Nu er opgaven for kronprinsparret altså at finde ud af, om "de to sider, kan gå hånd i hånd". Altså om de som forældre kan lade de royale børn gå på Herlufsholm og samtidig "reagere og insistere på forandringer".

- For os afhænger svaret både af de undersøgelser, der er sat i gang, og af effekten af de initiativer, som skolen allerede har besluttet.

Samtidig vil kronprins Frederik og kronprinsesse Mary se nærmere på skolens kommende initiativer, og hvad de som forældre "kan kræve og bidrage med".