¨

Kommer Danmark til at lukke ned igen? Her er to eksperters vurdering

Vil statsminister Mette Frederiksen (S) komme til at lukke noget af Danmark ned igen? Eksperter anser det for at være sandsynligt. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Eksperter peger på, at vi kan se ind i, at der risikerer at komme nye restriktioner i Danmark.

I samarbejde med tv2.dk

Igennem de seneste uger er smitten med coronavirus steget i Danmark. Senest torsdag, hvor antallet af smittede steg med 64 personer sammenlignet med onsdag.

Stigningerne har fået flere partier på Christiansborg til at efterlyse en klar plan for, hvad der kommer til at ske, hvis den udvikling fortsætter.

Partierne ønsker blandt andet et overblik over, hvilke brancher i erhvervslivet og hvilke områder i den offentlige sektor der skal lukke ned først.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har ikke umiddelbart givet svar på den konkrete efterlysning.

Han melder, at der arbejdes på et såkaldt nationalt varslingssystem.

Vi skal indstille os på indgreb

Men hvad risikerer egentlig at lukke først, hvis udviklingen i smittetallene fortsætter med at stige?

Det har TV 2 spurgt to sundhedseksperter om.

Helt overordnet mener tidligere direktør i Statens Serum Institut Nils Strandberg Pedersen, at vi godt kan indstille os på, at der kommer indgreb.

- Hvis smitten spreder sig igen, bliver vi nødt til at gøre som i andre lande. Det kan betyde nye restriktioner og at rulle noget af åbningen tilbage. Det kan være, at vi kan nøjes med at lave indgreb regionalt, siger han til TV 2.

Lone Simonsen, der professor ved Institut for Naturvidenskab på Roskilde Universitet, er enig:

- Hvis vi ser en egentlig stigning henover Danmark, er vi nødt til at gøre et eller andet. Men jeg tror ikke, at vi kommer til at se en totalnedlukning igen, fortæller hun til TV 2.

TV 2 har bedt de to eksperter forholde sig til otte konkrete områder, der tidligere har været påvirket af nedlukninger, eller stadig er det.

 

 

1. Kommer universiteter, skoler, børnehaver og vuggestuer til at lukke ned?

Nils Strandberg Pedersen: - Jeg er usikker på gymnasier og universiteter. Her tror jeg, at man vil fortsætte med at lave så meget undervisning som muligt på nettet. Men jeg tror, at folkeskoler, børnehaver og vuggestuer kan forblive åbne. Der er ikke meget data, der tyder på, at børn smitter i samme omfang som voksne.

Sandsynlighed for nedlukning af området: Middel.

Lone Simonsen: - I Sverige har de lukket ned for de højere uddannelser, og de har faktisk god kontrol over deres epidemi lige nu, selvom de ikke er kendt for det. Det afgørende har dog i min optik været, at man har haft et forsamlingsforbud på 50. Men jeg ser ikke umiddelbart en nedlukning her.

Sandsynlighed for nedlukning af området: Under middel.

 

 

2. Kommer ansatte på offentlige arbejdspladser til at blive sendt hjem?

Nils Strandberg Pedersen: - Jeg tror, at vi vil blive ved med at opfordre til så meget hjemmearbejde som muligt. Men jeg tror ikke, at vi kommer til at se en decideret nedlukning af det offentlige.

Sandsynlighed for at offentligt ansatte bliver sendt hjem: Middel.

Lone Simonsen: Det kunne man godt forestille sig, hvis det virkelig gik galt. Men det sker kun, hvis situationen kommer ud af kontrol, og det ikke er nok med indgreb i det offentlige rum. Jeg ville ikke sætte det først på listen. Jeg ville ikke starte med det. 

Sandsynlighed at offentligt ansatte bliver sendt hjem: Middel.

 

 

3. Bliver grænserne lukket igen?

Nils Strandberg Pedersen: - Jeg vil ikke tro, at grænserne vil blive lukket igen. Så skal det være fordi, der sker noget helt vildt i vores nabolande. Man vil strække sig langt for, at det ikke sker. 

Sandsynlighed for at grænserne bliver: Under middel.

Lone Simonsen: - Som vores testkapacitet bliver større, kan man godt holde grænserne åbne. Og hvis testene bliver endnu bedre og hurtigere, kan man måske bare nøjes med at sende folk i karantæne, når man kommer ind. Men det er måske meget godt at lukke for lande, der har en kæmpe epidemi lige nu.

Sandsynlighed for at grænserne bliver lukket: Middel.

 

 

4. Kommer vi til at se en indskrænkning i, hvor mange vi må forsamles?

Nils Strandberg Pedersen: - Det er jeg sikker på, at vi gør. Der er ingen tvivl om, at store forsamlinger er den største årsag til smittespredning. Det viser al erfaring, som vi har gjort os.

Sandsynlighed for indskrænkning i forsamlinger: Over middel.

Lone Simonsen: - Hvis jeg var bossen, ville jeg starte med at skrue antallet af personer, der må forsamles ned på 50 - hvis udviklingen i tallene går den forkerte vej. 

Sandsynlighed for indskrænkning i forsamlinger: Over middel.

 

 

5. Bliver folk fjernet fra fodboldstadions igen?

Nils Strandberg Pedersen: - Jeg ville fjerne folk fra fodboldstadions igen. Nogle af de scener, som vi har set de seneste uge i blandt andet Aarhus, er helt uacceptable ud fra et smittemæssigt synspunkt. Det så ikke forsvarligt ud. Det er i hvert fald ikke sandsynligt, at der bliver lukket mere op.

Sandsynlighed for færre folk på stadion: Over middel.

Lone Simonsen: - Jeg tror, at vi risikerer at få færre tilskuere på stadion igen. For det er ikke en nødvendighed for, at vores samfund fungerer. Så hvis smitten kommer ud af kontrol, ville jeg begrænse antallet af tilskuere. 

Sandsynlighed for færre folk på stadion: Over middel.

 

 

6. Kommer fitnesscentre til at lukke?

Nils Strandberg Pedersen: - De kommer til at skulle operere med så få kunder ad gangen, at det måske næsten ikke kan betale sig at holde åbent. Det bliver med betydelige restriktioner. Det bliver ikke som i gamle dage.

Sandsynlighed for nedlukning af området: Middel

Lone Simonsen: - Jeg er bekymret for åbningen af fitnesscentre. For jeg ser ældre, der er på hold, og jeg ser folk, der puster meget i et rum. Jeg tænker, at det vil være på listen over ting, der vil kunne lukkes igen, hvis der kommer et større udbrud.

Sandsynlighed for nedlukning af området: Over middel.

 

 

7. Hvad kommer der til at ske med indkøbscentrene?

Niels Strandberg Pedersen: - Jeg tror, at man godt kan klare at holde indkøbscentre og storcentre åbne. Især hvis man kun må gå én person ud at handle ad gangen.

Sandsynlighed for restriktioner på området: Under middel.

Lone Simonsen: - Det er en svær sitaution. Men vi har set, at for eksempel Ikea var gode til at lave begrænsninger i, hvor mange mennesker der kom ind i butikken, og sørgede for god hygiejne. 

Sandsynlighed for restriktioner på området: Middel.

 

 

8. Kommer restauranter til at blive lukket ned igen?

Niels Strandberg Pedersen: - Jeg tror, at restauranter kan holde åbent, hvis de følger de nuværende restriktioner, men jeg tror ikke på, at natklubber og barer kan åbne.

Sandsynlighed for nedlukning af området: Over middel.

Lone Simonsen: Man kan godt gå ud og spise på den smarte måde, som man for eksempel har gjort det i Sverige. De har holdt god hygiejne og afstand mellem hinanden. Det kan man godt gøre. Jeg tror godt, at man kan lukke lidt ned for antallet af gæster, uden man behøver at lukke helt.

Sandsynlighed for nedlukning af området: Middel.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App