Ikke tidligere i år har TV 2 VEJRET modtaget så mange imponerende billeder af lysende natskyer, som vi har natten til mandag.
Fra stort set hele landet har man i den lyse sommernat, og godt hjulpet på vej af det klare vejr, kunnet se det fantastiske fænomen, der har lyst himlen op på smukkeste vis.
Lysende natskyer er et særdeles smukt, men som sådan også et relativt sjældent fænomen.
De kan kun ses nogle få måneder omkring sommersolhverv - og kun på vore breddegrader.
Ligger i stor højde
Skyerne ligger meget højt til vejrs - langt over vores almindelige vejr - og er de højest beliggende skyer, man kender til. Man skal helt op i omkring 80 kilometers højde for at finde de lysende natskyer i den del af atmosfæren, der hedder mesosfæren.
Skyerne dannes primært over de polare egne og kun om sommeren, hvor den del af atmosfæren er ekstremt kold med temperaturer helt ned til mellem -100 og -150 grader.
Når solen om aftenen i skumringen kommer 5-13 grader under horisonten, og mørket falder på, træder de lysende natskyer frem på den ellers dunkle nattehimmel.
Det er således solens lys, der skinner på skyerne i stor højde, som man på fascinerende vis kan se midt om natten.
Bedst chance for at observere de lysende natskyer har man i timerne efter solnedgang, og i timerne før solen atter står op, hvor man skal kigge i nordlig retning.
Skyerne ligner til forveksling de 'normale' slørskyer (cirrus) og har nær horisonten en gylden eller rødbrun farve. Når de længere op på himlen, antager de ofte et hvidligt skær.
Består af små iskrystaller
Skyerne består af meget små iskrystaller, som man regner med kun har en diameter på en mikrometer. Det er kun meget små mængder vanddamp, der findes i mesosfæren, og derfor er det kun ved temperaturer under -100 til -150 grader, at de optræder. Det er stadig en gåde, hvorledes vanddampen føres op i denne højde.
Man formoder, at iskrystallerne fryser på små kondensationskerner. Skyerne består kun i ganske få timer ad gangen, da de små iskrystaller enten falder fra den kolde mesosfære og ned i varmere, underliggende områder i atmosfæren eller tranporteres mod syd. Begge dele fører til, at iskrystallerne fordamper.
Før i tiden har man antaget, at skyerne bestod af vulkansk aske eller kosmisk støv. Måske danner disse dog som kondensationskerner grundlaget for iskrystallerne.