I år kan gasprisen blive negativ: - Det er det, der er så perverst

Gaslagrene ser ud til at blive fyldt hurtigere end normalt. Og så kan gasselskaberne stå med et problem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For mindre end et år siden fik frygten for gasmangel priserne til at skyde i vejret og slå alle rekorder.

Men nu forudser eksperter og analytikere, at spotprisen på gas i de kommende måneder risikerer at kollapse og dykke ned under nul kroner.

Med andre ord kan prisen altså ligefrem blive negativ, og dermed vil nogle i perioder kunne tjene penge på at bruge gas.

Men det hjælper os ikke meget til næste vinter, understreger råvareanalytiker i Saxo Bank Ole Sloth Hansen.

- Det er det, der er så perverst. For så snart vi kommer ind i vinteren, er det den daglige efterspørgsel, der påvirker, hvor gaspriserne kommer til at ligge, siger han til TV 2.

Udklip

Fyldte lagre kan skabe overskud af gas

I årets varme måneder er det europæiske gasforbrug relativt lavt.

Derfor bruger de europæiske lande – heriblandt Danmark – sommerhalvåret på at fylde sine store gaslagre, så de er klar til at holde stuerne varme til vinter.

Men efter sidste års frygt for en reel mangel på gas er der sat fuld fart på det arbejde. Og allerede nu er de europæiske gaslagre to tredjedele fyldte.

Forventningen er, at lagrene vil være fyldte allerede i løbet af august. Men gassen vil blive ved med at komme ombord på skibe og gennem rørledninger, fortæller Ole Sloth Hansen:

- Hvis vi rammer toppen af tanken, inden vi begynder at trække gas ud igen i vinterperioden, så er spørgsmålet, hvad man gør med den gas, der stadig bliver ved med at ankomme.

Læs også
Er det billigere at vælge en kort vask end en lang eco-vask?
Læs også
Er det billigere at vælge en kort vask end en lang eco-vask?

Ankommer der mere gas, end vi har brug for, vil prisen falde. Og normalt vil eksempelvis kraftværker købe den billige gas for at omdanne den til strøm.

Men på blæsende og solrige dage er der måske slet ikke brug for gaskraftværkernes strøm.

Og så kan gasselskaberne stå med et problem.

- Det kan på kort sigt skabe et overskud af gas, hvor man bliver nødt til at betale for at komme af med den, forklarer Ole Sloth Hansen.

Forbrugere får ikke negativ gaspris

Almindelige mennesker vil dog ikke umiddelbart opleve, at deres gasregning pludselig er negativ.

Det er nemlig kun dagspriserne på de store, internationale markeder, der i perioder kan blive negative. Og det er ikke her, at almindelige forbrugere køber deres gas.

- Vi ser ikke ind i et scenarie, hvor vi ligefrem bliver betalt for at skrue op for gaskomfuret, understreger Ole Sloth Hansen.

Læs også
Lena spørger om krisen: - Kan det betale sig at time vaskemaskinen til at køre om natten?
Læs også
Lena spørger om krisen: - Kan det betale sig at time vaskemaskinen til at køre om natten?

I stedet er det for eksempel store industrivirksomheder, der kan ende med at få penge for at tage imod gassen.

Men dermed ikke sagt, at en negativ pris ikke vil komme almindelige forbrugere til gode.

Det fortæller energianalytiker hos Green Power Denmark Kristian Rune Poulsen:

- Kunderne får typisk en gennemsnitlig månedspris af deres gasselskab, og der tæller eventuelle negative priser jo også med, siger han.

Til gengæld peger alt på, at prisen på gas vil stige igen til vinter, når vi for alvor har brug for den.

Kold vinter kan give prishop

Selvom vores gaslagre fyldes til bristepunktet, er der ikke nok til at forsyne os en hel vinter. Derfor har vi også brug for at købe mere gas dagligt i årets kolde måneder.

Jo koldere det bliver, jo mere har vi brug for, og jo højere bliver priserne, fortæller Kristian Rune Poulsen.

- Når vi begynder at bruge af lageret igen, og det bliver koldt, ser prisen noget højere ud. Markedet forventer, at gasprisen vil stige, når vi rammer vinteren, siger energianalytikeren.

Krigen i Ukraine har sat en prop i leverancerne af russisk gas, der ellers i årtier har været en af Europas vigtigste energikilder.

Dermed er vi også langt mere afhængige af flydende naturgas, som er noget dyrere end den billige russiske gas.

Bliver vinteren kold, risikerer vi endnu en gang store prishop, advarer Kristian Rune Poulsen. Men måske kan man varme sig ved tanken om de fyldte gaslagre.

- Fyldte lagre er den bedste måde at undgå de værste kriser, siger han.


Nyhedsoverblik