Hov: Sjællændere stod op til sne

Mens dele af landet har fået sne natten til søndag, nåede middelvinden storm ved Røsnæs.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det smukke og rolige forårsvejr vi har haft den sidste halvanden uge, er som med et øksehug blæst bort. Kuriøst nok skete det samme nat, som vi stillede urene frem til sommertid

En koldfront har natten til søndag trukket ned over Danmark fra nord, og i den forbindelse har vejret skiftet brat karakter.

Sne til dele af de sydøstlige egne

I nattens løb gik nedbøren i forbindelse med koldfronten efterhånden over i slud og sne ved temperaturer lige omkring frysepunktet. Midtsjælland er et af de mest snebeklædte områder med op til et par centimeter sne i nattetimerne.

Det får Midt- og Vestsjællands Politi til på Twitter at opfordre bilisterne til at udvise forsigtighed i trafikken.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sneen er dog så våd, at den ikke kan fyge.

Søndag morgen befinder koldfronten sig over Sydsjælland, Lolland-Falster og Bornholm, hvor der de næste par timer fortsat kan falde slud og sne.

Efterhånden klarer det op fra nord, og så venter der en pæn dag med solskin, der dog bliver bidende kold med temperaturer mellem to og seks graders varme.

Middelvind af storm og vindstød af stærk storm

Samtidig med, at koldfronten har givet sne, er vinden også frisket gevaldigt op fra nordøst. Det skete først i den nordlige del af landet, hvorefter den kraftige blæst bredte sig mod syd.

På Røsnæs er der målt de højeste vindhastigheder. 

Her nåede vinden mellem klokken 3.00 og 4.00 op på regulær storm med 24,8 meter per sekund i middelvind ved DMI's vejrstation. Samtidigt har vindstødene nået stærk storm med 29,8 meter per sekund. Storm begynder ved 24,5 meter per sekund og orkan ved 32,7 meter per sekund. Derudover er der ved fem andre kyststationer også målt vindstød af stormstyrke.

Giver stormflod i vestlige Østersø

Den kraftige vind fra nordøst - som generelt blæser med op til hård kuling, får vandet til at stige i den vestlige del af Østersøen. Det vil sige, at man langs kysterne på Sydøstsjælland og Lolland-Falster (navnlig syd- og østkysterne) vil opleve høj vandstand i løbet af søndag.

Omkring Lolland-Falster vil vandstanden maksimalt nå 1,2 meter, mens vandstanden i Fakse- og Køge Bugt vil være lidt lavere - på nær i Præstø i bunden af fjorden, hvor vandstanden også kan stige til over én meter.

Sneen er blandt andet faldet i Ringsted

 
  Foto: Karina Ingemann Pedersen

Og i Toksværd ved Næstved

 
  Foto: Freja Egede

Og i Slagelse

 
  Foto: Charlotte Amalie Laursen

Nyhedsoverblik