Fredag holdt Region Sjælland pressemøde, hvor Leif Panduro Jensen, sundhedsdirektør i regionen, sagde, at kapaciteten på Sjællands Universitetshospital i Roskilde var ved at have nået sit maks.
Det viser sig dog, at hospitalet ikke er ved at nå maksimal kapacitet. Det skriver Leif Panduro Jensen i en præcisering til TV 2.
- Sjællands Universitetshospital i Roskilde har stadig ledige sengepladser til covid-19 patienter. Sjællands Universitetshospital er lige nu planlagt til at kunne modtage op til 52 patienter, heraf 12 på intensiv. Antallet af patienter ligger nu omkring 40 patienter i alt, skriver direktøren og fortsætter:
- Der forventes stigende behov for pladser i de kommende dage og uger, og derfor er vi helt efter planen begyndt en udvidelse til Slagelse Sygehus for at imødekomme det forventede behov fremadrettet.
Tre andre sygehuse kan gøres klar til epidemi
Ifølge Region Sjælland står Slagelse Sygehus klar med personale og 48 sengepladser. Den første patient blev indlagt fredag sidst på eftermiddagen. Der er tale om en person, der blev testet positiv i Slagelse.
Slagelse Sygehus er derfor allerede nu taget i brug til at behandle patienter smittet med coronavirus.
Panduro Jensen skriver ydermere, at Sjællands Universitetshospital vil tage imod nye patienter under hele epidemien, og at tre akutsygehuse i regionen kan gøres klar til at tage imod covid-19 patienter.
Det drejer sig om akutsygehusene i Holbæk, Køge og Nykøbing Falster.