Heunicke får næse for håndtering af minksagen

Minkavlerne er rystede over, at der uddeles næser, før der er landet en aftale om kompensation. Det er "politisk fnidder", siger minkavlernes formand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) får en næse for sin håndtering af minksagen.

Det fortæller Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, til TV 2.

quote Jeg synes, de skulle få afsluttet minkgate, og så kunne de uddele de papnæser bagefter

Tage Pedersen, formand, Dansk Pelsdyravlerforening,

Næsen gives, fordi ministeren ikke straks orienterede covid-19-følgegruppen, da han blev oplyst om potentiel fare i forbindelse med minkmutationer.

Ordførere først orienteret flere uger efter

Den 22. september blev Magnus Heunicke orienteret om et notat fra Statens Serum Institut.

Her stod, at mutationerne blandt mink kunne "udgøre en potentiel fare for folkesundheden", fordi der var en "teoretisk mulighed for", at mutationerne kunne påvirke effekten af covid-19-vacciner.

Først flere uger senere blev sundhedsordførerne orienteret.

- Det er vigtigt, at vi får sendt et signal om, at så vigtige oplysninger skal videregives til følgegruppen og Folketinget, så snart de lander på ministerens bord, siger Peder Hvelplund.

Fødevareminister Mogens Jensen måtte gå for ikke at have orienteret Folketinget. Hvorfor skal Magnus Heunicke ikke gå samme vej?

- Der er den helt afgørende forskel, at Mogens Jensen havde handlepligten. Han var minister for mink. Magnus Heunickes brøde er, at han har fået information om risikoen for mennesker. Det er klart, at en viden som den skal gives videre, siger han.

Hvad er en næse?

To samråd torsdag

Sundhedsministeren har torsdag været i to samråd om mutation blandt mink.

Her lød det blandt andet fra sundhedsministeren, at han ikke havde haft nogen intentioner om at tilbageholde oplysninger.

- Det er en stor, vigtig og alvorlig beslutning at sige til et helt erhverv, at nu skal de aflive deres mink. Der skal ligge en meget klar risikovurdering, og den lå der først til november, siger Magnus Heunicke efter dagens samråd.

Papnæser og politisk fnidder

Hos minkavlerne vækker næsen til sundhedsminister Magnus Heunicke ikke megen trøst. Tværtimod kalder formanden for Dansk Pelsdyravlerforening, Tage Pedersen, kritikken "politisk fnidder".

- Jeg synes, de skulle få afsluttet minkgate, og så kunne de uddele de papnæser bagefter. Minkavlerne trænger til at få det afsluttet og på afstand. Det har været en ganske forfærdelig situation at være i, at vi har efterhånden været det i lang tid, siger han til TV 2.

Minkavler Knud Jørgen Vest stemmer i. Han ser den politiske næse som fuldkommen irrelevant og kalder det "rystende", at politikerne bruger deres kræfter på den slags.

- Når man bruger tid på at snakke om næser i Folketinget, kan jeg jo godt frygte, at det kommer til lang tid, før de begynder at tale kompensation til os, siger han.

En begmand, ikke en trussel

Ifølge politisk kommentator Hans Engell måtte sundhedsministeren have set næsen komme - og alvoren af den bør da også tages med et gran salt.

- Det er en begmand, det er ikke en trussel om at vælte ham, siger Hans Engell.

Han hæfter sig ved, at tonen under eftermiddagens samråd ikke var helt så hård, som man kunne have forventet.

Næsen vil formelt blive givet tirsdag. Ifølge Peder Hvelplund er det fortsat uvist, hvor mange partier der til den tid vil stå bag kritikken.

Støtteparti bakker op om kritik

Regeringens støtteparti SF bakker trosdag aften også op om næsen til sundhedsminister Magnus Heunicke (S), som får næsen i sagen om regeringens strategi for håndtering af coronasmittede mink.

Det oplyser sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF) ifølge Ritzau.

I første omgang var det et andet støtteparti Enhedslisten samt blå blok, som udgjorde flertallet.