Selvom solen ikke skinner fra en skyfri himmel i hele landet, er sommervarm luft for alvor begyndt at strømme op over Danmark fredag.
Det har indtil klokken 14 kulmineret med temperaturer over 25 grader to steder i landet. Begge målinger er fra Hovedstadsområdet - henholdsvis på Frederiksberg og i Københavns Lufthavn, hvor termometret har vist 25,1 og 25,2 grader.
Det gør fredag til årets 27. sommerdag - og den første siden 10. august, hvor der blev målt 26,4 grader i Holbæk.
Mange sommerdage i sigte
Har man ikke fået nydt sommervejret fredag, er der masser af tid endnu til at mærke sensommervarmen.
For hver dag bliver det varmere det kommende stykke tid - og når varmen ser ud til at kulminere midt i næste uge, kan temperaturen nå 28-29 grader.
Det er et højtryk, der er i færd med at etablere sig øst for Danmark, som er med til at dirigere varm luft mod Nordeuropa og Danmark.
Derfor strømmer den varme luft direkte mod landet, og det får vi at mærke indtil langt ind i næste uge.
Tirsdag er der dog ugler i mosen, da der en overgang kan komme kraftige regn- og tordenbyger, inden det igen bliver pænt og varmt onsdag.