Fra lavtryk til højtryk - nu kommer vejret til at smage af forår

I løbet af ugen får vi gradvist lunere vejr med temperaturer op til ti graders varme. Samtidigt kommer der i perioder en del solskin.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter en særdeles våd start på februar, så venter der os nu et vejrskifte med rolige vindforhold, højere temperaturer og mere plads til solen.

Det kommer til at stå i skarp kontrast til det ustadige vejrlig, som de første ti døgn af februar har budt på.

I løbet af de første ti dage er der på landsplan faldet 39,7 millimeter regn, hvilket allerede er mere end de 38 millimeter, der normalt falder i løbet af en normal februar.

Samtidigt har det været begrænset med kig til solen, så for mange danskere har indtrykket formentlig været det samme: Gråt og vådt.

Men nu får vejrpiben en anden lyd, og i løbet af ugen vil vejret stabiliseres meget.

Højtryk kommer til at styre vejret

Efter at det ene lavtryk efter det andet har passeret Danmark, vil der de kommende dage opbygges et højtryk nær Danmark.

Det sikrer rolige vindforhold, og samtidigt drejer vinden til sydvest, hvorved mildere luft efterhånden finder vej frem til landet.

Femdøgnsudsigt, udsendt af TV 2 VEJRET mandag formiddag. Der venter os mere sol og efterhånden væsentligt stigende temperaturer. Foto: TV 2 VEJRET
Femdøgnsudsigt, udsendt af TV 2 VEJRET mandag formiddag. Der venter os mere sol og efterhånden væsentligt stigende temperaturer. Foto: TV 2 VEJRET

I første omgang får vi den mildere luft at mærke på onsdag, hvor temperaturen kan stige til otte-ni graders varme. Til gengæld er det noget usikkert, hvor meget vi får at se til solen. Der er mulighed for, at onsdagen ender med skyer og kun lidt sol.

Derimod stabiliseres vejret yderligere, når vi nærmer os næste weekend.

De fleste prognosemodeller spår nærmest forårsagtigt vejr med en del solskin, svage vinde og temperaturer, der for første gang i år kan stige til ti graders varme.


Nyhedsoverblik