Eget bad og tv og køleskab på værelset - DF kalder forhold i nyt fængsel for 'foruroligende gode'

Retsordfører for DF mener, at forholdene i fængslet er for luksuriøse. Institutionschefen mener ikke, at man kan bygge et nyt, gammelt fængsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Du kan jo ikke bede om mere.

Sådan siger Joachim Brandes, mens han fremviser sin celle i Storstrøm Fængsel.

- Og her her vi kronen på værket: toilettet. Det er jeg rigtig glad for, fortæller han.

Joachim, der i dag er 31 år, fortæller, at de indsatte i de mindre arresthuse, hvor han har siddet, nogle gange tissede i håndvasken. Der havde de nemlig ikke eget toilet.

quote - Jeg synes faktisk, det er dybt foruroligende at se

Peter Kofod (DF), retsordfører

- Man skulle trykke på en celleknap, for at personalet kom og åbnede, hvis man skulle på toilettet. Der kunne godt gå op til 40 minutter, og det var træls at vente på, siger Joachim, der ikke selv mener, at forholdene i Storstrøm Fængsel er for gode.

Artiklen fortsætter under billedet.

Joachim Brandes er glad for sit toilet, som han kalder
Joachim Brandes er glad for sit toilet, som han kalder Foto: Magnus Dall / TV 2

Joachim Brandes er en af de indsatte, som medvirker i programmet 'Fængslet', hvor Station 2 som det første tv-hold har fået lov til at følge fem indsatte i det nye Storstrøm Fængsel.

'Fængslet' viser, hvordan Storstrøm Fængsel fungerer som et lille landsbysamfund. De indsatte har adgang til blandt andet en kirke og en sportshal, de kan selv handle ind hos købmanden samt lave mad i fælleskøkkenerne, de har et arbejde, og de har mulighed for at tage en uddannelse.

Desuden har de indsatte eget bad, toilet, fjernsyn og et lille køleskab i deres 12,8 kvadratmeters celle.

- Forholdene er dybt foruroligende

Men disse forhold er alt for gode. Det mener retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Kofod, der har set nogle af Station 2's optagelser fra Storstrøm Fængsel. Peter Kofod har desuden tidligere været på besøg i fængslet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Storstrøm Fængsel har en sportshal, hvor de indsatte blandt andet har mulighed for at spille badminton.
Storstrøm Fængsel har en sportshal, hvor de indsatte blandt andet har mulighed for at spille badminton. Foto: Magnus Dall / TV 2

Optagelserne viser blandt andet Joachims celle og toilet, en anden indsat som spiller badminton i fængslets sportshal samt Joachim, der spiser hummer på sin fødselsdag. Vel at mærke et måltid, han har sparet op til at kunne købe hos fængslets købmand.

- At komme i fængsel i Danmark er faktisk lidt ligesom at komme på hotel. Man får flotte værelser, man bliver bespist med hummere, og hvis man bliver træt af det hele, kan man altid spille lidt badminton.

- Jeg synes faktisk, det er dybt foruroligende at se, siger Peter Kofod.

Rammerne skal være så normale som muligt

Institutionschef i Storstrøm Fængsel Michael Gjørup forklarer til Station 2, at tanken bag Storstrøm Fængsel har været at bygge et ”humant fængsel med gode rammer for indsatte og ansatte”.

Ifølge institutionschefen letter det byrden for personalet, at de indsatte i højere grad kan klare sig selv, uden personalet behøver være til stede – for eksempel når de skal på toilettet eller i bad.

Og det er ekstra vigtigt i en tid, hvor der mangler fængselsbetjente i de danske fængsler.

quote Noget af det mest grundlæggende, vi har, er vores frihed. Og den tager vi fra folk

Peter Scharff Smith, professor ved Institut for Kriminologi og Retssociologi

Dette bakkes op af Peter Scharff Smith, som er professor ved Institut for Kriminologi og Retssociologi på Oslo Universitet. Peter Scharff Smith var en del af en bedømmelseskomite, som vurderede otte forskellige forslag til, hvordan det nye fængsel skulle se ud, inden byggeriet af Storstrøm Fængsel blev påbegyndt.  

Han fortæller, at tanken bag Storstrøm Fængsel som et landsbysamfund er at gøre rammerne så normale som muligt. Dermed forsøger man at mindske de skadevirkninger, der kan være ved at være i fængsel. 

STORSTRØM FÆNGSEL

  • Fængslet består af ti bygninger. Blandt disse findes et aktivitetshus med bibliotek, religiøse rum, sportsmuligheder, en butik og en sundhedsafdeling med tandlægeklinik.
     
  • Der er 15 besøgsrum. Fem af disse er familierum til indsatte med børn, hvor der er legetøj og en legeplads.
     
  • Fængslet har tre besøgslejligheder, der er indrettet, så de mest muligt ligner almindelige hjem.  
     
  • En celle i fængslet er 12,8 kvadratmeter og indeholder en seng, et køleskab, et skab, et bord og et tv. Alle celler har eget badeværelse.

 

Kilder: www.byggeplads.dk og Michael Gjørup, institutionschef i Storstrøm Fængsel. 

Ifølge Peter Scharff Smith viser forskning, at indsatte kan blive "prisoniseret". Det betyder, at de vænner sig til at være i fængsel og risikerer at komme længere væk fra samfundet.

- Jo mindre fængsels-agtigt et fængsel er, jo bedre. Det kan være positivt for resocialiseringen, siger Peter Scharff Smith. 

Artiklen fortsætter under billedet.

En af de indsatte, Noah Andersen, handler ind hos fængslets købmand.
En af de indsatte, Noah Andersen, handler ind hos fængslets købmand. Foto: Magnus Dall / TV 2

Peter Kofod anerkender, at man kan motivere de indsatte til ikke at begå kriminalitet, når de skal tilbage til samfundet. Men han mener, at det i sidste ende er den enkelte, der må tage ansvar for sit eget liv. 

- Jeg tror ikke, at folk stopper med at begå kriminalitet, bare fordi man smider nogle hummere på bordet og stiller nye faciliteter til rådighed, lyder det fra retsordføreren. 

Man bygger ikke et grimt fængsel, hvor der lugter

Men Peter Scharff Smith køber ikke præmissen om, at det nogensinde kan være luksus at være i fængsel.

For selvom man kan forsøge at gøre rammerne i et fængsel så normale som muligt, ligger de stadig langt fra de rammer, andre mennesker opfatter som normale, mener professoren. 

quote Hvis vi behandler mennesker som dyr, får vi dyr ud af dem den dag, vi løslader dem. Det er samfundet ikke tjent med

Michael Gjørup, institutionschef i Storstrøm Fængsel

- Storstrøm Fængsel er materielt set nok det flotteste lukkede fængsel i Danmark. Men de indsatte er stadig låst inde. Noget af det mest grundlæggende, vi har, er vores frihed. Og den tager vi fra folk, lyder det fra Peter Scharff Smith. 

Institutionschef i Storstrøm Fængsel Michael Gjørup anerkender, at forholdene i et fængsel kan blive for gode, men han mener ikke, de er for gode i Storstrøm Fængsel.

Artiklen fortsætter under billedet.

Nede ad gangen til højre ligger cellerne. De indsatte kan selv lave mad i køkkenet og have fællesskab på fællesarealerne.
Nede ad gangen til højre ligger cellerne. De indsatte kan selv lave mad i køkkenet og have fællesskab på fællesarealerne. Foto: Magnus Dall / TV 2

- Det er vigtigt hele tiden at have for øje, at de indsatte skal behandles ordentligt. Forholdene skal være tålelige. Hvis vi behandler mennesker som dyr, får vi dyr ud af dem den dag, vi løslader dem. Det er samfundet ikke tjent med, siger Michael Gjørup.

quote Vi kan ikke bede nogle arkitekter om at bygge et grimt fængsel, som både skal være fugtigt og lugte

Michael Gjørup, institutionschef i Storstrøm Fængsel

Men hvis folk bare kan fortsætte et normalt liv herinde med arbejde, fritidsaktiviteter og uddannelse, hvad er straffen så?

- Straffen er, at de er fjernet fra deres familie og venner. De kan ikke bare bevæge sig rundt, som vi andre kan. De er fjernet fra samfundet. 

Institutionschefen pointerer desuden, at Storstrøm Fængsel stod færdigt i 2017, og at det dermed er nybyggeri, som er bygget til fremtiden. 

- Vi kan ikke bede nogle arkitekter om at bygge et grimt fængsel, som både skal være fugtigt og lugte, fordi det er til kriminelle mennesker, som skal spærres inde under dårlige forhold. Det kan man simpelthen ikke i et moderne retssamfund.


Nyhedsoverblik