Efterårsvejret skaber perfekte forhold for spisesvampe

Hvis du skal en tur i skoven, er det en god idé at huske kurv og kniv i disse uger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er for alvor blevet svampetid i de danske skove, og her spiller vejret en stor rolle. Det fortæller naturvejleder ved Naturstyrelsen Jes Aagaard.

- Oven på en tør start på september har vi fået en del nedbør de seneste uger, og den kombination af nedbør og et relativt varmt miljø i jorden har fået svampene til at springe frem, fortæller han.

Det er særligt rørhatte som Karl Johan, der er mange af, men der er også mange andre gode spisesvampe for øjeblikket.

quote Det kan være en god idé at holde sig fra svampe med hvide lameller

Jes Aagaard, naturvejleder, Naturstyrelsen


På Amager, hvor naturvejlederen selv bor, plukker han for øjeblikket rigtigt mange vilde champignoner.

Jes Aagaard har arrangeret adskillige svampeture gennem årene, og han har derfor også en række gode råd, hvis man skal ud at kigge efter spisesvampe.

- Det allervigtigste er, at man aldrig spiser noget, man ikke ved, hvad er, lyder det fra Jes Aagaard.

Spørg en ven

Hvis ikke man ved nok om svampe, kan man alliere sig med en svampekyndig, der kan hjælpe.

Derudover er der også god hjælp at finde i svampenøgler på nettet eller ved at downloade en app.

Læs også
Glæde over ny naturnationalpark på Møn - men det kommer ikke som en overraskelse
Læs også
Glæde over ny naturnationalpark på Møn - men det kommer ikke som en overraskelse

Nogle er nemme at kende og kan relativt sikkert plukkes, som for eksempel gule kantareller eller trækantareller, mens andre er mere usikre.

- Det kan være en god idé at holde sig fra svampe med hvide lameller. Det er et kendetegn for fluesvampe. Det er ikke sikkert, at det er en fluesvamp, men det kan være det, siger Jes Aagaard.

Her ses den grønne fluesvamp, som er en af de mest giftige.
Her ses den grønne fluesvamp, som er en af de mest giftige. Foto: Archenzo, Wikimedia Commons, CC BY-SA 3.0

Svampene bør plukkes i en kurv, og bunden skæres af, så der ikke kommer jordbakterier med hjem.

Det kan dog være en idé at lade hele stokken blive på en enkelt svamp, hvis man er usikker på, hvilken svamp der er tale om.

Roden kan nemlig hjælpe, når svampens navn skal fastslås ud fra en svampenøgle.

Pas på bakterier

Svampene bør ikke samles i en pose, da det vil skabe et fugtigt miljø, som kan få bakterier til at udvikle sig.

Jes Aagaard understreger, at man ikke behøver at kunne alle svampene for at tage på tur.

- Der er fem-seks tusinde forskellige, så jeg kender heller ikke dem alle sammen, men hvis man lærer de fem bedste og de fem farligste, er man godt rustet, siger han.

Lær om svampene her

Når du skal lære de fem giftigste, kan du kigge hos giftlinjen, der har samlet dem her.

Hvis du skal bruge en app, har forskere fra Naturhistorisk Museum udviklet en ved navn Svampeatlas, som du kan hente ned på din telefon.

Læs også
Tid til svampejagt - få naturvejlederens bedste råd
Læs også
Tid til svampejagt - få naturvejlederens bedste råd

Appen har billedgenkendelse, men det understreges naturligvis, at den ikke kan erstatte råd nummer 1.

Nemlig at man ikke skal spise noget, man ikke føler sig sikker på.

Våd weekend i vente

Vejret bliver også godt for svampene i den kommende tid, men måske knap så velegnet for svampesamlere.

Weekenden tegner til at blive våd, mens de efterfølgende hverdage ser mere tørre ud.


Nyhedsoverblik