Danske Patienter efter påbud mod sygehus: Meget alvorlige kvalitetsbrist

Ledelsen på Slagelse Sygehus siger, at de har behandlet patienterne, som de skal, og at forbuddet er ubegrundet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For første gang har et sygehus fået et forbud mod at behandle akutte neurologiske patienter.

Det er Slagelse Sygehus, som har modtaget påbuddet, for Styrelsen for Patientsikkerhed ikke mener, at akutmodtagelsen på sygehuset varetager patienterne ordentligt.

Påbuddet betyder, at afdelingen har fået fuldstændigt forbud mod at modtage og behandle blandt andet epilepsipatienter og patienter med hjernehindeblødning eller slagtilfælde.

quote Det er klart, at Styrelsen for Patientsikkerhed nu skal videre på de andre akutafdelinger og se, om det her er et generelt problem, eller om det kun er i Slagelse

Vicedirektør i Danske Patienter, Annette Wandel

Vicedirektør i Danske Patienter, Annette Wandel, mener, at det er meget alvorligt, når et sygehus på denne måde får et påbud:

- Det er første gang, vi har set, at Styrelsen for Patientsikkerhed griber ind og stopper en behandling. Der har været meget alvorlige kvalitetsbrist. For patienter er det meget betryggende at have et tilsyn, der faktisk får afdækket, når der er alvorlige kvalitetsbrist – og skrider ind og stopper behandlingen. Det er klart, at det giver anledning til bekymring, at en af de fire akutafdelinger på Sjælland ikke har kompetencerne til at modtage patienter, som har brug for akutbehandling.

Skal man som patient være utryg ved at ankomme til sygehuset?

- Nej, tværtom. Man skal være tryg, fordi man har et tilsyn, der får afdækket, når der er kvalitetsproblemer og får stoppet behandlingen. Det er klart, at Styrelsen for Patientsikkerhed nu skal videre på de andre akutafdelinger og se, om det her er et generelt problem, eller om det kun er i Slagelse, lyder det fra vicedirektøren.

Slagelse Sygehus: Påbud er ubegrundet

Ledelsen på Slagelse Sygehus siger, at de har behandlet patienterne, som de skal, og at forbuddet er ubegrundet.

- Vi synes, at det er ubegrundet, og det har vi skrevet i vores høringssvar til dem. Vi mener, vi har handlet på det. Der har været nogle enkelte tilfælde, som de har beskrevet, og som vi kunne have gjort bedre. Blandt andet i forbindelse med at dokumentere nogle neurologiske undersøgelser, men generelt mener jeg, at vi har behandlet patienterne, som vi skulle, siger Vagn Bach, der er direktør på NSR Sygehuse, til TV 2.

Påbuddet gælder også det neurologiske afsnit på Medicinsk Afdeling 3 på Slagelse Sygehus. Ifølge styrelsen har akutmodtagelsen og en medicinsk afdeling på sygehuset ikke de lægelige kompetencer, der skal til.

- Det er første gang, vi giver et påbud til et offentligt sygehus, om at de ikke må modtage og behandle en bestemt type patienter, begrundede overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri torsdag aften..

- Det skal være trygt at være patient i Danmark. Og det har det ikke været for de fire typer af akutte neurologiske patienter, fastslog hun.

Patientgrupperne på de berørte afdelinger skal nu køres direkte til universitetshospitalet i Roskilde.


Nyhedsoverblik