Dansk talent vil være professionel - en svær tid venter, vurderer redaktør

23-årige Christian Sigsgaard fra Næstved har efter fire år på University of Texas valgt, at han vil satse fuldt ud på tennis.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da Christian Sigsgaard fra Næstved i 2016 tog på college i USA, var det med målet om at blive professionel.

Små fire år senere er tiden på college ved at løbe ud, og han har nået sit mål. Når det igen bliver muligt at spille tennisturneringer, tager Sigsgaard nemlig skridtet ind i de professionelle rækker. Det til trods for, at han er blevet tilbudt endnu et år i 'Guds eget land'.

quote Jeg har lært at konkurrere på en anden måde på college end i Danmark. Jeg har fået mere disciplin og gejst

Christian Sigsgaard, tennisspiller, Næstved

Det fortæller han til TV 2 SPORT.

- Når der engang åbnes igen, er det min plan at begynde med professionel tennis. De bliver ved med at udskyde turneringsstarten, så jeg ved ikke helt, hvornår det bliver. Forhåbentlig kommer det til at ske, inden året er omme, siger Christian Sigsgaard.

Og selvom han ikke lægger skjul på, at det bliver en omvæltning, føler han sig parat til at tage skridtet.

- Jeg tror, at jeg er klar til det. Det var også en af grundene til, at jeg tog på college. Det var for at blive klar til det, så jeg håber, at det kommer til at gå godt, siger han.

Christian Sigsgaard var blandt andet en del af det danske Davis Cup-hold i 2015. Her i en nedrykningskamp mod svenske Mikael Ymer. 
Christian Sigsgaard var blandt andet en del af det danske Davis Cup-hold i 2015. Her i en nedrykningskamp mod svenske Mikael Ymer.  Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Flere flotte præstationer

Selvom den professionelle tilværelse på nuværende tidspunkt er uvant terræn, har Sigsgaard allerede en god portion erfaring.

På college har han med University of Texas vundet NCAA for hold. Det skete i 2019. Samme år blev han også kåret som årets spiller i den såkaldte Big XII Conference.

Men det er ikke kun titler, den danske tennisspiller har fået med hjem.

- Jeg har lært at konkurrere på en anden måde på college end i Danmark. Jeg har fået mere disciplin og gejst. Når man spiller derovre, er der ikke nogen, der går og hænger med hovedet, siger han med henvisning til, at han primært har spillet holdkampe på college.

img_0059.jpg
Læs også
Tennistalent fra Næstved en del af landsholdet
img_0059.jpg
Læs også
Tennistalent fra Næstved en del af landsholdet

Tenniskendere vil formentlig også huske ham for at have deltaget for det danske Davis Cup-hold flere gange. I 2016 slog han sågar georgiske Nikoloz Basilashvili, som tidligere har været nummer 16 i verden og nu ligger nummer 27 på verdensranglisten.

Han har desuden vundet syv DM-titler i seniorkarrieren fordelt på single- og doublerækkerne.

En svær tid venter

Trods de flotte præstationer bliver vejen mod den professionelle top ikke nem for den 23-årige Gentofte-spiller. I sin tid som college-spiller har han nemlig ikke kunne optjene point til ATP’s rangliste. Derfor er han tvunget til at starte fra scratch.

- Han har helt sikkert spillet og mulighederne til at begå sig på ATP Touren, men det er klart, at når han starter fra nul, venter der en svær tid, vurderer TV 2 SPORTs tennisredaktør Henrik Jensen og fortsætter:

- Han skal vinde mange kampe for bare at komme blandt de 500 bedste i verden. Det er en svær proces, og det er en svær vej. Det kræver tålmodighed, held og dygtighed.

0044kf1.jpg
Læs også
Største kamp siden 1992 - danske tennisstjerner spiller landskamp i Holbæk  
0044kf1.jpg
Læs også
Største kamp siden 1992 - danske tennisstjerner spiller landskamp i Holbæk  

Christian Sigsgaard skal i første omgang forsøge at kvalificere sig til de såkaldte ITF Futures-turneringer, som er de lavest rangerede turneringer, der også giver point til ATP’s rangliste. Det er den rangliste, der afgør, hvor store turneringer Sigsgaard og andre spillere har mulighed for at deltage i.

Trods den snørklede vej findes der flere eksempler på, at det kan lade sig gøre. Danske Mikael Torpegaard gik også på college, før han blev professionel. Han er i øjeblikket nummer 168 på verdensranglisten.

Også amerikanske John Isner, der tidligere har været helt oppe som nummer otte i verden, tog college-vejen.

Sigsgaard deltager i den kommende weekend ved turneringen UTR Leschly Challenge i Danmark, hvor også Holger Rune, Frederik Løchte Nielsen og Johannes Ingildsen er med.

Du kan følge turneringens semifinaler på TV 2 SPORT fra lørdag klokken 14. Søndag vil der være bronzekamp og finale på samme kanal.


Nyhedsoverblik