Danmark er pakket ind i skyer lørdag

Det holder mest tørt i dagens løb. Ét sted får man dog byger hele dagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lørdag morgen er startet med temperaturer lige over frysepunktet flere steder. Dermed kan der være pletvis glatte veje ude i trafikken.

Samtidig skal man være opmærksom på, at der kan være enkelte lokale tågebanker fra morgenstunden.

Ellers vil de fleste stå op til en grå himmel. Et større område med skyer har nemlig lagt sig til rette hen over Danmark.

Det vil holde mest tørt, men enkelte lokale slud- og regnbyger kan ikke udelukkes. I aften ser det dog ud til, at en front rammer de sydlige landsdele med udbredte slud- og regnbyger.

Gråvejr og tørvejr - på nær ét sted

Som nævnt bliver det en gråvejrslørdag, men dog med stort set tørvejr. Men der er en undtagelse.

Bornholm vil nemlig hele dagen ligge på en motorvej med forbigående Østersøbyger.

I resten af landet holder det stort set tørt, hvor de heldige endda kan få sig et enkelt solstrejf i løbet af dagen.

Prognose lørdag formiddag. Mest tørt, men overskyet. Foto: TV 2 Vejret
Prognose lørdag formiddag. Mest tørt, men overskyet. Foto: TV 2 Vejret

Eneste variation i vejret er, at vinden i løbet af eftermiddagen begynder at blæse en smule mere op til en frisk vind fra øst. Først over de nordlige landsdele og sidenhen over de sydlige.

Ellers fortsætter det grå decembervejr med enkelte lokale byger. Temperaturen i eftermiddag når op mellem 1 og 5 grader.

Prognose lørdag eftermiddag. Fortsat mest tørt og overskyet. Enkelte byger over de sydlige landsdele. Foto: TV 2 Vejret
Prognose lørdag eftermiddag. Fortsat mest tørt og overskyet. Enkelte byger over de sydlige landsdele. Foto: TV 2 Vejret

Flere byger i aften

Til aften sender en frontzone syd for landet nedbør op over det sydlige Danmark. Nedbøren vil komme som slud- eller regnbyger.

I den nordlige halvdel af landet vil det fortsat holde mest tørt. Temperaturen i aftentimerne ligger i samme leje som dagstemperaturen mellem 1 og 5 grader.

I Nordjylland forventes en ganske blæsende aften med op til hård vind fra øst.

Prognose lørdag aften. Spredte byger over den sydlige halvdel af landet. Foto: TV 2 Vejret
Prognose lørdag aften. Spredte byger over den sydlige halvdel af landet. Foto: TV 2 Vejret

Bygerne holder ved hele natten og klinger først af søndag morgen.


Nyhedsoverblik