Danish Crown starter kødkrig i Danmark

Kødgiganten vil have langt flere svin til sine slagterier – ellers lukker et af dem. Nu vil man gafle konkurrentens leverandører.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Danmarks suverænt største slagteri-selskab, Danish Crown med afdeling i Ringsted, indleder nu en regulær kødkrig på det danske marked.

Det skal vende udviklingen med færre og færre slagte-svin – og flere smågrise, som køres ud af landet til opfedning i for eksempel Tyskland.

Danish Crown sætter derfor betalingen op for nye svin, der leveres til slagtning. 

Slagterier i fare

Satsningen skal dels sikre flere svin fra Danish Crowns bestående leverandører. Og ikke mindst gafle leverandører fra hovedkonkurrenten Tönnies, som blandt andet overtog landets næststørste slagteri-selskab Tican. 

- Der kommer masser af grise til verden ude på de danske gårde, men alt for mange af dem eksporteres. Folketinget har vedtaget en Landbrugspakke og en tilskudsordning til nye slagtegrisestalde. To konkrete tiltag, der kommer erhvervet i møde, siger Jais Valeur, koncernchef i Danish Crown, og fortsætter: 

- Det ønsker vi fra Danish Crowns side at bakke op om, så derfor kommer vi med vores egen vækstpakke. Og vi har faktisk en tro på at udviklingen kan vendes, så der igen bliver stigende aktivitet ude på slagterierne, siger Jais Valeur.

Uden ekstra svin er der risiko for, at kødgiganten må lukke et af sine slagterier inden for et år.