Torsdagsvejret har allerede været en barsk oplevelse i hele Danmark.
Mange steder stod man torsdag morgen op til regn, slud, tøsne og kraftige vindstød, der enkelte steder i landet nåede stormstyrke.
Selvom vinden en overgang er aftaget en smule, så er det en stakket frist. Vinden vil i løbet af de næste par timer igen tage til, og kan torsdag aften ende med at resultere i vindstød af stærk storm over den sydlige del af Danmark.
Kulminerer torsdag eftermiddag og aften
Det kraftige vindfelt, der rammer de sydlige egne, befinder sig torsdag formiddag i den sydøstlige del af Nordsøen, hvor det vil brede sig mod øst - ind mod Vadehavskysten.
Det er også her, at man i første omgang vil opleve den kraftigste blæst, hvor middelvinden i de sene eftermiddagstimer kan nå stormende kuling med 21 til 23 meter per sekund.
Til sammenligning starter storm ved 24,5 meter per sekund.
I samme område ventes vindstødene at nå stormstyrke, men der er også risiko for, at vindstødene kan nå stærk storm med op til cirka 30 meter per sekund. Stærk storm begynder ved 28,5 meter per sekund, mens orkan starter ved 32,7 meter per sekund.
Varsel om vindstød af stormstyrke
Vindfeltet breder sig i de tidlige aftentimer længere mod øst, så man over Sydjylland, Sydfyn og senere hen også Lolland-Falster og Sydsjælland kan blive ramt af vindstød, der kan nå stormstyrke. Længst mod syd er der fortsat risiko for, at vindstødene kan nå stærk storm.
Sidst på aftenen ventes vinden at kulminere på Bornholm, hvor der også kan komme vindstød af stormstyrke.
Længere nordpå i Danmark bliver det knap så blæsende, men der kan sagtens forekomme vindstød af kulingstyrke.
Udsigten til det kraftige blæsevejr har resulteret i et varsel fra TV 2 Vejret om vindstød af stormstyrke, der dækker dele af Danmark frem til torsdag aften.
Torsdagens foreløbigt højeste middelvind er målt ved Skagen, hvor DMI's vejrstation har registreret stormende kuling med 22,5 meter per sekund. Samme sted er det højeste vindstød også målt. Det nåede 28,3 meter per sekund, hvilket svarer til stormstyrke.