'Årgang 0'-Stephanie fortæller sin historie: - Jeg skjulte sandheden for alle

Siden jeg var seks-syv år, har jeg haft den samme drøm.

Selvom det bare er en drøm, føles det som virkelighed. Det er så virkeligt, at jeg er helt panisk og lammet af frygt, når jeg vågner.

Den drøm – eller mareridt – har jeg haft i hvert fald tre gange om året, siden jeg var barn. Det er altid det samme, der sker. Hvis jeg kigger ud i luften og tænker på det, kan jeg se det for mig nærmest som en film.

Min mor henter min søster, Isabella, og mig hos vores far i Slagelse. Mens vi går hen ad fortovet, kalder min mor pludselig på mig, og så ser jeg, at hendes ene øje er ved at falde ud. Som den ældste skal jeg prøve at gribe øjet, inden det falder ned i kloakken. Men jeg når ikke derhen. Lidt efter skriger Isabella. Og da jeg kigger op igen, er min mors andet øje også væk.

Jeg har aldrig fortalt om det til nogen. Før nu. Men drømmen hører med til historien om mit liv, fordi den har præget mig i min opvækst.

Min historie handler egentlig om et meget kaotisk liv. Et liv, hvor der har været mange skift. Der har været mange ting, som man ikke burde have oplevet på min alder, kan man sige. Og jeg har påtaget mig et ansvar, jeg ikke skulle have haft.

Vi er flyttet så mange gange, min mor og far er blevet skilt, har fået nye kærester, min mor blev udsat for vold, så flyttede hun til Sverige, ny kæreste, ny flytning, og alt sådan noget.

Så jeg tror, min historie bare er kaotisk.

To fortællinger

Mine forældre var meget unge, da de fik mig, og jeg var slet ikke planlagt.

Jeg ved, at jeg var ønsket i øjeblikket, hvor jeg blev født. Men min mor har fortalt, at de hellere end gerne ville have ventet, hvis det var muligt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Når jeg ser tilbage på min barndom, er det første, jeg husker, alle mine sutter og bamser i min seng. De var min tryghed. Jeg tror, at jeg fra helt lille kunne mærke, at der var noget galt, og derfor søgte jeg trygheden.

Der har altid været en uvished om, hvad der foregik. Den her utryghed omkring: hvor skal jeg være i morgen?

Vi er jo flyttet exceptionelt mange gange. På borger.dk har jeg fundet en liste over alle adresserne. Vi har boet 13 forskellige steder i løbet af mit 19-årige liv og er flyttet endnu oftere. Mange af stederne flyttede jeg mellem mor og far. Jeg skiftede adresse fra den ene til den anden. Frem og tilbage.

Nogle steder har vi boet, da jeg var helt lille. Så jeg kan ikke huske dem.

Der ligger nok meget i baghovedet, som jeg har fortrængt, og som måske ikke har været så godt. Så på en måde kan man sige, at der er to fortællinger: Dén jeg husker, og som jeg kan fortælle om, og så er der dén, jeg ikke husker.

Da trygheden forsvandt

Noget af det, jeg husker, fra jeg var helt lille, var, at min mor var ked af det. Det var sådan en generel følelse.

Min mor og far blev skilt, da jeg var to år. De fandt dog hurtigt sammen igen, min mor blev gravid, og de fik Isabella, da jeg var tre år. På det tidspunkt havde vi allerede boet fem forskellige steder, har jeg sidenhen fundet ud af. Så gik de fra hinanden igen, og min far røg i fængsel.

Fordi jeg var så lille, husker jeg ikke så meget af det, andet end fornemmelsen af, at det var turbulent.

Ét sted, hvor jeg altid følte mig tryg, var hos min mormor og morfar ude på landet. De havde sådan en stor gård, og der var megamange høns og katte, som jeg legede med. Når jeg besøgte dem, var det som at komme på ferie. Her blev jeg forkælet og fik den der ekstra kærlighed, og et ekstra stykke kage.

En dag skulle min mormor og morfar ud at rejse. Jeg tænkte: Fedt, det lyder spændende.

Men de skulle til Filippinerne. De flyttede væk, og jeg fik at vide, at jeg ikke kom til at se dem i lang tid.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det kom helt uventet for mig. Jeg var kun fire-fem år og havde jo ikke været inde over processen, hvor beslutningen blev taget. Jeg savnede dem, og jeg husker også nogle gange, hvor jeg var rigtig ked af det.

At miste trygheden hos dem gjorde mig nok endnu mere sårbar.

Monstrene i hovedet

Efter at mine forældre gik fra hinanden, kom der flere skift.

Der var ikke bare flere flytninger, men også flere nye mennesker, der kom ind i mit og Isabellas liv. Både mor og far fik nye kærester og boede forskellige steder.

Umiddelbart efter at de blev skilt, mødte mor jo Martin.

På det tidspunkt var jeg seks-syv år gammel, og det var her, jeg begyndte at få mareridtene, som handlede om min mor.

Artiklen fortsætter under billedet.

Selvom folk siger, at børn ikke forstår så meget, så forstod jeg faktisk en hel del i en tidlig alder.

Jeg forstod jo, at da hun var sammen med Martin, var det ikke godt. For hun var hele tiden ked af det.

En dag, hvor jeg sad inde på mit værelse, kunne jeg høre, at min mor råbte. Pludselig lød det som om, at der var nogen, der tabte noget. Sådan et ordentligt klask. Og så blev der helt stille. Så kunne jeg høre, at min mor begyndte at stå og snøfte eller sådan smågræde.

Om natten kunne jeg høre min mor græde gennem væggen. Uvisheden om, hvad der foregik, dannede monstre i mit hoved.

Og lige pludselig en dag skulle vi hjem til far. Min mor havde blå mærker over det hele, fandt jeg senere ud af, og hun ville ikke have, at vi skulle se dem.

Jeg ved ikke præcist, hvornår jeg for alvor begyndte at tage ansvar for at hjælpe min mor. Men jeg tror, det var, da hendes og Martins anden søn, William, blev født i 2008.

For nu havde hun jo både Romeo og William, hun skulle passe. Så tænkte jeg, at okay, nu tager jeg mig af dem, og så skal hun ikke blive stresset over det. For så kan Martin da ikke blive sur på hende, fordi hun ikke har klaret de og de ting.

Meget af det, jeg gjorde, har været for at beskytte hende. Hvilket, når man ser tilbage, nok ikke burde have været mit ansvar.

Men jeg påtog mig det. For det vigtigste var, at mor ikke var ked af det.

Skolen var mit frirum

Mens der var kaos derhjemme, blev skolen mit frirum.

Her kunne jeg være sammen med vennerne og have det sjovt. Der var orden på tingene og en følelse af sammenhold og tryghed. Jeg kom hen til nogle voksne, som støttede mig og sagde, at jeg godt kunne finde ud af det.

Jeg følte mig set. Det var nok det, der betød mest.

Artiklen fortsætter under billedet.

Men så flyttede mor til Sverige sammen med sin nye kæreste, politimanden Jeppe, og tog Romeo og William med sig.

I de næste fire år så jeg hende ikke så tit, og det forhold, vi plejede at have, faldt lidt fra hinanden.

Hjemme hos far var tonen ofte hård og kontant. Det gjorde, at Isabella og jeg blev bange for at sige noget til ham eller spørge om ting, vi gerne ville. For vi vidste aldrig, hvordan han ville reagere.

Til gengæld havde vi Pia, fars nye kæreste. Hun gav os den moderlige omsorg, vi manglede. Hun blev en stor del af vores liv, og vi lavede rigtig mange ting sammen.

Alligevel var det stadig følelsen af kaos og de evindelige flytninger, der fyldte mest.

Ofte var det fra den ene dag til den anden, vi fik at vide, at nu skulle vi flytte. Der var ikke nogen forklaring på hvorfor. Den eneste forklaring, vi altid fik, var, at der var noget galt med udlejeren. De var blevet uvenner. Men hvorfor fik vi aldrig at vide. Så man havde det altid sådan lidt hvorfor-nu-det-agtigt?

Da jeg blev teenager, var bare dét at skulle flytte værelse i samme hus jordens undergang. For eksempel hvis der var fugt i et værelse, og jeg måske skulle flytte over på den anden side af gangen. Jeg kunne ikke rumme det i mit hoved.

Alene følelsen af at pakke mine ting ned og pakke dem ud igen var helt uudholdelig. Jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at jeg skulle gøre det igen og igen og igen.

Jeg holdt op med at spise

Da jeg kom i sjette klasse, blev sammenholdet og trygheden i skolen truet.

Jeg måtte forberede mig på, at min klasse skulle splittes op, når vi kom i syvende. Måske betød det, at jeg ville blive skilt fra mine venner. Det var frustrerende og meget stressende.

Og så begyndte jeg at tabe mig.

Jeg havde ingen appetit overhovedet og spiste som en fugl. Indimellem var det som om, at maden voksede i munden på mig, og jeg blev dårlig af selve konsistensen.

I løbet af et års tid var jeg pludselig blevet meget tynd.

Artiklen fortsætter under billedet.

Da jeg skulle konfirmeres, kom min mor hjem for at hjælpe mig med at købe kjole, hvilket jeg var super glad for. Vi havde en hyggelig mor-datter-dag sammen og fandt en fin stropløs kjole med strutskørt.

Men så spurgte hun, hvad jeg ville sige til at holde to fester: En for hendes side og en for min fars side. Det havde jeg det meget dårligt med. Så jeg fulgte min mavefornemmelse og sagde, at jeg kun ville holde én samlet fest.

Jeg var meget nervøs i tiden op til festen. Kunne jeg nu klare det, jeg skulle? Og så jeg godt nok ud?

Kiloene blev ved med at rasle af mig.

Dagen før konfirmationen prøvede jeg lige kjolen for at se, om den sad, som den skulle. Det gjorde den. Jeg kan huske, at jeg kun spiste én gulerod til aftensmad. Så spændt var jeg.

På selve dagen var kjolen pludselig for stor, og jeg måtte gå og presse albuerne ind i siden for at holde den oppe, så den ikke faldt ned midt i det hele.

Selvom jeg følte mig usikker, står konfirmationen alligevel som et stort vendepunkt for mig.

For en gangs skyld havde jeg holdt fast og sagt min mening, da jeg insisterede på at samle alle til én fest.

Det var en kæmpe sejr for mig.

Ensomhed blev vendt til fremgang

Efter konfirmationen gik det nogenlunde i resten af syvende og i ottende klasse.

Men problemerne kom i det efterfølgende skoleår, da min klasse i ottende blev splittet op i nye niendeklasser. Mange af mine gamle kammerater skulle på efterskole. Også min gode veninde Freja.

Jeg havde ikke rigtig nogen at snakke med i min nye klasse, så jeg holdt mig meget for mig selv.

Der blev holdt fester, som jeg ikke var inviteret til. Jeg følte mig ensom.

Hver dag tog jeg bare alene hjem fra skolen. Jeg sad for mig selv og tegnede og malede, sådan som jeg altid har gjort.

Artiklen fortsætter under billedet.

Andre har måske opfattet mig som værende glad. Men når jeg var alene, kunne jeg godt være ked af det. Jeg var meget frustreret over, at folk ikke kunne se, at jeg var altså trist.

Rent fagligt begyndte det dog at gå fremad, og til eksamen i niende klasse scorede jeg mit første 12-tal nogensinde – i naturfag. Jeg var så glad og overrasket over det, at jeg blev helt rørt og begyndte at græde. Det gjorde min lærer også.

I 10. klasse blev det hele meget bedre. Freja vendte tilbage fra efterskole, og jeg kom i klasse med nogle, som jeg havde det godt med. Jeg havde valgt en kreativ linje, og vi var en ren pigeklasse, så fester var der ikke så mange af. Men jeg fik lov til at være mig selv og blev accepteret som den, jeg er.

Fremgangen fortsatte, og glæden var bare megastor, da jeg fik at vide, at jeg var optaget på HF i Slagelse.

Her fik jeg også en kæreste – Jeff, som gik i min parallelklasse, og som jeg tidligere var kommet lidt sammen med tilbage i syvende klasse.

Artiklen fortsætter under billedet.

I sommeren 2019 klarede jeg studentereksamen med et godt resultat. Jeg sluttede af med et 12-tal i dansk, og jeg fik huen på. Det er det stolteste øjeblik i mit liv.

Som den første i familien lykkedes det mig at tage en gymnasial uddannelse i en ung alder. Det, synes jeg faktisk selv, er ret flot.

Det betyder rigtig meget for mig, at jeg på den måde kan være et godt eksempel for mine yngre søskende og vise dem, at tingene godt kan lykkes, selvom man har haft det hårdt.

Kernefamilien

Det er nu to år siden, jeg sidst har haft drømmen – eller mareridtet – om min mor.

I to år har jeg boet det samme sted og haft den samme kæreste.

Jeg er nu flyttet ind i den kernefamilie, jeg altid har ønsket mig. Med mor, far og to børn. Altså, min kæreste Jeff, hans bror Johs og deres forældre.

I starten, da jeg lige var kommet ind i min nye familie, var jeg faktisk skræmt fra vid og sans. For Jeff og hans bror sagde bare, hvad der passede dem, overfor deres forældre, og de turde sige fra: Hold nu kæft, mor og far!

Jeg blev simpelthen så bange og tænkte: Lige om lidt så falder hammeren. Lige om lidt går det galt!

Og det gjorde det bare ikke.

Så det første års tid var jeg bare sådan lidt – uh, han er godt nok modig, ham Jeff. Jeg har jo selv været vant til hjemmefra, at jeg skulle tale pænt og gøre, hvad der blev sagt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Men nu har min kæreste og svigermor lært mig at sige min mening og fortælle, hvis jeg er ked af det eller sur over noget. De har hjulpet mig med at finde mig selv. Det er et kæmpe fremskridt.

Mit liv er i dag mere stabilt. Jeg er ikke usikker på samme måde, som jeg plejede at være. Jeg tør gå ind til ting, møde nye mennesker og være åben.

Jeg har også fået appetitten tilbage og spiser normalt igen. Nogle vil måske synes, at jeg har taget for meget på. Og jeg ønsker også selv at tabe mig lidt. Men jeg vil hellere være buttet og glad end tynd og trist.

Dengang jeg var meget tynd, havde jeg det rigtig dårligt. Så selvom folk syntes, jeg så flot ud, var jeg i virkeligheden syg.

Fremtidsplanerne

Lige nu holder jeg et sabbatår, hvor jeg blandt andet arbejder som vikar på en skole her i Slagelse.

Jeg kan mærke, at dét at undervise børn og at have med børn at gøre i det hele taget bare er mig. Nu har jeg jo også så mange søskende, at jeg har lært at håndtere børn i forskellige aldre og ved, hvordan jeg skal få dem til at høre efter. Så jeg regner med at uddanne mig til folkeskolelærer.

Men jeg har også planer om at tage ud og holde foredrag for børn og unge - inden for et års tid eller to.

Jeg vil fortælle om mine oplevelser med at vokse op som skilsmissebarn, og hvordan jeg har klaret dét at have mange søskende og forældre, der flytter og får nye kærester. Forhåbentlig kan det være til hjælp for andre, som befinder sig i samme kaotiske situation, som jeg har været i.

Artiklen fortsætter under billedet.

På længere sigt vil jeg også meget gerne selv have børn.

Mine børn skal ikke have den samme hårde opdragelse, som jeg har fået. Men jeg tager nogle gode værdier med mig fra mine forældre. Blandt andet har jeg lært, at man skal være loyal overfor familie og venner - og at de skal kunne stole på én. Det, synes jeg, er vigtigt.

Dét med at stifte familie må dog vente, til jeg har taget en uddannelse.

Lige nu er Jeff og jeg ved at indrette vores lejlighed på førstesalen af mine svigerforældres hus. Vi glæder os helt vildt til at flytte derop.

Hvis det står til mig, bliver vi i Slagelse resten af vores liv.

'Årgang 0 - Stephanies historie', som er det første af fire programmer om de unge fra 'Årgang 0', har premiere 9. januar klokken 20.00 på TV 2. Du kan også se det allerede nu på TV 2 PLAY.