¨

Vil spare millioner af skattekroner: Region Sjælland dropper eksterne vikarer

Region Sjælland vil fremover kun bruge sygeplejevikarer fra eget interne vikarbureau. Danske Patienter jubler, fordi det kan sikre højere kvalitet i behandlingen. Foto: TV ØST

Forbruget af vikarer fra eksterne vikarbureauer på sygehusene i Region Sjælland er løbet løbsk. Nu opretter regionsrådet eget vikarbureau.

I samarbejde med TV 2 Lorry

Regionsrådet i Region Sjælland har netop vedtaget at oprette deres eget vikarbureau for sygeplejesker, sosu-assistenter og -hjælpere. Erfaringer fra Region Hovedstaden viser nemlig, at det kan være med til at nedbringe vikarforbruget til glæde for patienter og personale - og for økonomien.

I 2015 brugte Region Sjælland 129,8 mio. kr. på at hyre vikarer ind fra eksterne vikarbureauer. Det beløb var i 2017 steget til 189,7 mio kr., svarende til cirka fire procent af den samlede lønudgift. 

Det skulle gerne blive billigere i fremtiden, hvor det nyoprettede interne vikarbureau fra 1. september 2019 skal stå for vikardækning til alle regionens sygehuse - for både sygeplejersker og sosu´er. Samtidig skal det løfte kvaliteten på hospitalerne i regionen.

- Det vil skabe mere stabilitet på afdelingerne og mere ro på, når vikaren allerede kender arbejdsgangene i huset og kan tage fat med det samme uden den store oplæring. Man ringer efter en kollega, ikke efter en vikar, lyder det fra regionsrådsformand Heino Knudsen. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand, Region Sjælland Foto: Thomas Nielsen - TV ØST

Bedre behandling af patienterne

Nyheden om det interne vikarbureau vækker glæde blandt patienterne.

- Det er en rigtig god nyhed. For de faste vikarer kan skabe en bedre og mere sammenhængende behandling for den enkelte patient, end de eksterne vikarer kan, siger Morten Freil, der er direktør i de danske patient- og pårørendeforeningers paraplyorganisation Danske Patienter.

Man ringer efter en kollega, ikke efter en vikar

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand, Region Sjælland

En af udfordringerne på regionens sygehuse i dag er, at det vikarierende plejepersonale fra eksterne vikarbureauer ofte er på en afdeling på et sygehus den ene dag, og så på en helt anden afdeling på et andet sygehus den næste.

Dermed lærer de aldrig hverken kolleger, patienter eller rutiner at kende på de enkelte afdelinger, og det kan i sidste ende gå ud over behandlingen.

- Der er ingen tvivl om, at patienterne i dag oplever, at der er rigtig mange personaler tilknyttet den enkelte patient, og det skaber simpelthen manglende sammenhæng i behandlingen, siger Morten Freil, der glæder sig over, at en bedre styret intern vikarordning samtidig forventes at kunne spare regionen penge.

- Den besparelse kan jo i et presset sundhedsvæsen kun ende med at komme andre patienter til gavn, så det er da rigtig positivt.

Inspireret af Region Hovedstaden

Indførelsen af et internt vikarbureau er direkte inspireret af Region Hovedstaden, der lavede samme manøvre tilbage i 2009. På tre år fik det udgifterne til plejevikarer til at falde fra 687 millioner kroner til 224 millioner kroner.

- Vi har rigtig gode erfaringer med intern vikarservice. Vi kunne med det samme se, at antallet af personer, der søgte ind på de faste stillinger på afdelingerne, steg markant, forklarer den socialdemokratiske Regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen.

Fordelen har været, at de vikarer vi bruger, de har en meget større viden om de afdelinger, de kommer ud til

Sophie Hæstorp Andersen, regionsrådsformand, Region Hovedstaden

Et af de helt store mål med indførelsen af en intern vikarordning, er netop at få færre vikarer, ved at lokke dem til i stedet at blive fastansatte på afdelingerne. På den måde kan arbejdet blive udført både bedre og billigere.

- Derved sparer vi penge, som vi kan bruge til for eksempel at have færre vikarer og til bedre pleje af patienterne, så vi synes det er en god måde at forvalte borgernes penge på. Det sikrer mest mulig sundhed for pengene, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Region Hovedstaden gik fra at have 9065 fastansatte sygeplejersker opgjort i fuldtidsstillinger året før vikarordningen blev indført - til 10.620 året efter. Samtidig steg kvaliteten i det arbejde de resterende vikarer udførte. Blandt andet fordi det interne vikarbureau knyttede hver enkel vikar til nogle få afdelinger.

- Fordelen har været, at de vikarer vi bruger, de har en meget større viden om de afdelinger, de kommer ud til. De kender opgaven, IT-systemerne og kan let finde rundt. Det giver en bedre kvalitet i arbejdet og mere kontinuitet i behandlingen, siger Sophie Hæstorp Andersen.

- Samlet set, så har det været en rigtig stor succes med intern vikarservice i Region Hovedstaden, og det er også derfor vi er gået videre med ordningen, og altså har indført den også på jordemoderområdet her fra 2019.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App