Jonas' hotel blev kåret til landets bedste - en uge efter lukkede samfundet ned

I foråret 2020 blev Jonas Skaanings badehotel kåret til landets bedste, men blot en uge senere måtte han lukke det ned. TV 2 Lorry har fulgt ham og fem andre danskere igennem året, vi aldrig kommer til at glemme.

Hotelværelserne står tomme. Spisesalens mange stemmer er forstummet. Både kokke og tjenere har forlængst forladt køkkenet. Rødvig Kro- og Badehotel har absolut ingen gæster.

quote Det er altså en helt forkert fornemmelse, at alt er tomt, og der ikke er nogen gæster

Jonas Skaaning, ejer af Rødvig Kro- og Badehotel

En tilstand, der efterhånden er blevet til en ny hverdag for kroens ejer, Jonas Skaaning. Han er nemlig en af de mange erhvervsdrivende, der har måtte lukke deres virksomheder ned sammen med resten af landet, siden coronapandemien kom til Danmark for godt et år siden.

TV 2 Lorry har fulgt ham og fem andre personer igennem et år. Et år, der har vendt op og ned på deres hverdage. Et år i Coronaland.

Blev kåret til Danmarks bedste

I starten af marts måned så fremtiden ellers lys ud for Rødvig Kro- og Badehotel.

I foråret 2020 blev kroen med 3.327 stemmer kåret til både Sjællands og Danmarks bedste badehotel. En titel, der blev fejret med både champagne og festligheder. Men sejrsfesten var kortlivet. Blot en uge senere måtte kroen lukke ned i forbindelse med landets første nedlukning.

quote Usikkerheden fylder også rigtigt meget hos medarbejderne

Jonas Skaaning, ejer af Rødvig Kro- og Badehotel

Om sommeren blev der pustet fornyet håb ind i mange virksomheder, da lempelser på restriktioner gjorde, at de igen kunne åbne.

Også i Rødvig begyndte gæsterne at strømme ind på hotellet, og man begyndte at ånde lettet op.

Men sommerens forhåbninger om at kunne vende tilbage til hverdagen inden corona, blev slukket af efteråret og et smittetal, der begyndte at stige.

Venter på at åbne op

I februar måned er badehotellet ved Stevns Klint igen ensomt og foruden gæster. I stedet for at opvarte besøgende, så bliver tiden brugt på at renovere hotellets værelser og gøre klar til den dag, det igen kan slå dørene op.

Men selvom, der er mange ting at tage sig til på det gamle hotel, så har kroens ejer, Jonas Skaaning, stadig svært ved at forlige sig med, at han er alene på hotellet.

- Det gamle badehotel står igen tomt og uden gæster. Det tror jeg aldrig, jeg kommer til at vænne mig til. Det er altså en helt forkert fornemmelse, at alt er tomt, og der ikke er nogen gæster, siger Jonas Skaaning.

quote Jeg tænker nogle gange på, at badehotellet har ligget her i over 175 år. Det har klaret krige, pandemier og kriser

Jonas Skaaning, ejer af Rødvig Kro- og badehotel

Manglen på gæster går ikke kun udover Jonas Skaaning. Også hotellets medarbejdere bliver påvirket af uvisheden om, hvornår de igen kan trække i arbejdstøjet.

- Usikkerheden fylder også rigtigt meget hos medarbejderne. Jeg har sagt til dem, at det er nu, at de skal nyde, at de har tid, for de skal nok komme til at arbejde på højtryk igen, men det er svært, når man ikke ved, hvad der kommer, siger Jonas Skaaning.

Badehotellet har set flere krige

Badehotellet ud for Østersøen er ingen tilflytter. Faktisk har kroen ligget i Rødvig i næsten 200 år. En alder, der gør, at badehotellet har levet gennem både flere krige og tidligere pandemier. Og netop det faktum, at badehotellet har vist sig at være hårdført, er en trøst for Jonas Skaaning.

- Jeg tænker nogle gange på, at badehotellet har ligget her i over 175 år. Det har klaret krige, pandemier og kriser. Så mon ikke, at vi også kan klare én til. Det er en god tanke, siger Jonas Skaaning.

På badehotellet er drømmen at kunne byde gæsterne velkomne, når forårssolen igen skinner over landet. Coronarestriktionerne er nemlig sat til at skulle ophøre d. 28 februar 2021. 

Om Rødvig Kro- og Badehotel kan få lov til at slå dørene op til den tid er endnu uvist. Restriktionernes ophør afhænger nemlig af coronavirussens udvikling i Danmark.

Men uanset, hvornår gæsterne vender tilbage til hotellets værelser, så er Jonas Skaaning fortrøstningsfuld.

- Det er klart, jo længere tid der går, jo hårdere er det. Men selvom der skulle gå lang tid, og vi ikke får lov til at åbne op før til sommer, så er jeg sikker på, at vi nok skal klare den, siger Jonas Skaaning.

Hvis du har lyst til at møde flere personer, der fik deres hverdag rystet af coronaepidemiens udbrud i Danmark, kan du finde dem i søndagsmagasinet på TV 2 Lorry.